Diabetestinget 2010: Politikerne klar til handling

På Diabetestinget 2010 var politikerne og behandlere klar til handling. Det er tvingende nødvendigt, hvis Danmark skal være rollemodel i verdensklasse for forebyggelse og behandling af diabetes. Diabetesforeningen tager udfordringen op og kræver handling nu.

Af Michael Korsbæk, journalist i Diabetesforeningen
Fotos: Nanna Kreutzmann

Moltkes Palæ i København var mandag den 13. september fuld af eksperter, politikere, behandlere, embedsmænd og diabetikere til Diabetestinget 2010. Opgaven var klar: Barriererne for den optimale diabetesbehandling skal brydes. Det, som Diabetesforeningens formand, professor og overlæge Allan Flyvbjerg i sin indledning kaldte ”en omvendt jeopardy”, hvor spørgsmålene er givet, men svarene mangler, blev en intens dag med diskussion, nye forslag og spændende udmeldinger, som endte med bred opbakning til Diabetesforeningens krav til en bedre behandling.

- Vi stiller i dag krav til ufravigelige forbedringer, som kan gøre patientbehandlingen bedre. Det skal ende med meget konkrete anbefalinger, så vi kan gå ud og gøre det bedre. Hvis ikke i morgen, så i overmorgen. Diabetes er speciel, fordi det er meget veldokumenteret, at vi får effekt af en tidlig indsats: Vi kan forhindre alvorlige følgesygdomme og for tidlig død, lød det fra Allan Flyvbjerg, da de 280 deltagere havde taget plads i salen.

Diabetesbehandling i verdensklasse

Diabetestinget 2010 var arrangeret af Diabetesforeningen med støtte fra Novo Nordisk, og koncerndirektør Lise Kingo var skarp på den udfordring, diabetes stiller hele samfundet overfor:

- Diabetes udgør ikke kun en bombe under sundheden, men også under samfundsøkonomien. Derfor er jeg glad for, at temaet i dag er handling. Normalt sætter man lighedstegn mellem handling og flere penge, men der er faktisk penge at spare på at handle: Vi skal investere i at holde mennesker ude af sygehusene. Hvis vi skal lykkes med at sikre bedre behandling, så skal patienten i centrum både når det gælder forebyggelse, egenomsorg og behandling, sagde hun med henvisning til, at en fremskrivning viser, at Danmark i 2025 vil have 600.000 mennesker med diagnosen diabetes.

I dag har 256.000 mennesker i Danmark diabetes, flere end 200.000 formodes at have type 2-diabetes uden at vide det, og op imod 750.000 danskere har forstadier til type 2-diabetes. 30-40 procent af dem risikerer at udvikle sygdommen inden for få år.

Lise Kingo fremsatte et visionært ønske, som Diabetesforeningen deler:

- Det ville være fantastisk, hvis Danmark kunne blive en model for diabetesbehandling i verdensklasse, sagde koncerndirektøren fra Novo Nordisk.

Ensartet høj kvalitet

Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) talte på konferencen og gav sin støtte til visionen om Danmark som en rollemodel for diabetesbehandling i verdensklasse:

- Vi skal arbejde for at sikre en ensartet kvalitet i behandlingen over hele landet, og så kræver det massive forebyggelsestiltag, så vi kan stoppe tilgangen af nye tilfælde af type 2-diabetes. Det er fuldstændig uantageligt, at vi bare konstaterer, at antallet af diabetikere vil vokse til 600.000 i 2025. Det er uacceptabelt, og det lægger op til mere forebyggelse, så den enkelte bedre kan tage hånd om sin egen situation, sagde ministeren blandt andet og understregede, at ”dem, der får diagnosen, skal have bedre muligheder for at leve godt med den nødvendige egenomsorg og teknologi til bedre behandling”.

Diabetesforeningens administrerende direktør, Henrik Nedergaard, deltog i den afsluttende debat med politikere fra Folketing, regioner og kommuner.

Han konstaterede, at Diabetesforeningen er en naturlig del af løsningen, når diabetesbehandlingen skal blive bedre:

- Vi kan som forening genere en viden, som er nødvendig for at løfte den enorme udfordring diabetes udgør. Diabetesforeningen har som en af sine opgaver at pege på problemerne, men når der skal laves forpligtende aftaler mellem stat, regioner og kommuner for at gøre det bedre, så deltager Diabetesforeningen gerne. Den strategi, der skal bringe os videre, kører bedre på fire hjul end på tre, lød opfordringen fra Henrik Nedergaard.

Politikerne i panelet var stort set enige om at love handling på to meget vigtige områder: Udvikling af kvaliteten ved at få samtlige praktiserende læger, sygehusambulatorier og andre behandlere til at dele data om deres diabetespatienter og starte forsøg med screening for at finde flere uopdagede type 2-diabetikere.

Læs mere fra Diabetestinget 2010:

Læs mere om de faglige oplæg på Diabetestinget 2010:

Giv et bidrag og støt børn med diabetes.


Vælg et bidrag (DKK):

  • Diabetesforeningen
  • Rytterkasernen 1, 5000 Odense C
  • Skindergade 38,1, 1159 København K
  • Tlf: 6612 9006
  • Fax: 6591 4908