Manglende gen årsag til børnefedme
16. december 2009
Det er ikke kun mangel på motion og usund kost, der gør børn tykke tidligt. Også generne spiller en vigtig rolle, viser ny forskning.
Af Michael Korsbæk, journalist i Diabetesforeningen
Overvægt er et stigende problem i hele den vestlige verden, og for mange kilo på sidebenene er også en af grundene til, at flere og flere får type 2-diabetes. Overvægten presser nemlig organerne og stofskiftet og er dermed stærkt medvirkende til udviklingen af insulinresistens og ultimativt type 2-diabetes. Nu har forskere fra Cambridge Universitet i England ledt efter årsagen til, at børn tidligt bliver for tykke, ved at undersøge generne hos dels 300 meget overvægtige børn, dels en kontrolgruppe af normalvægtige.
Resultatet, som blev publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature, viser, at generne spiller en betydelig rolle for udviklingen af fedme. Det viser sig nemlig, at børnene, som var tykke allerede før ti års alderen, manglede et væsentligt gen, der er kendt for at regulere appetit, følelsen af mæthed og også udskillelsen af insulin i kroppen. Dermed peger studiet på, at mangelen på det specifikke gen, er med til simpelthen at gøre børnene langt mere sultne og mere tilbøjelige til at tage på.
Betydning for forebyggelse
Diabetesforeningens chef for Forskning og Viden, ph.d. Malene Bagger, mener, at studiet er vigtigt i forhold til at forstå fedmens årsager:
- Resultatet viser, at fedme hos børn ikke altid kun er et spørgsmål om, at forældrene lader børnene blive overvægtige. Det er vigtigt fordi, fedme ofte er forbundet med en stor skyldfølelse, som vi nu kan konstatere, der ikke altid er belæg for. Jeg håber, at opdagelsen kan være med til at forbedre forebyggelsen af fedme, hvilket kan være med til at reducere stigningen i antallet af type 2-diabetikere, siger Malene Bagger.
Fremskrivninger viser, at der i 2020 vil være omkring 600.000 danskere med diagnosen type 2-diabetes. I dag er omkring 80 procent af dem, der får diagnosen type 2-diabetes, overvægtige, og det er en kendt sag, at overvægtige børn har en meget stor risiko for også at blive overvægtige voksne.