Blodsukkeret skal matche træningen

21. juni 2010

Af Helen H. Heidemann, journalist i Diabetesforeningen
Fotograf: Claus Bjørn Larsen

På sin enkeltstart-cykel har Morten Hasselbalch noget, de færreste har:
Et blodsukker-måleapparat og en fingerprikker. Udstyret er monteret på cykelstyret, så han uden de store problemer kan måle blodsukker, når han deltager i den store sportsbegivenhed Copenhagen Challenge i København den 15. august.

- Der er ro på, når man cykler, så jeg kan fint trille lidt og måle blodsukker undervejs, fortæller han.

Form og regulering i top

Copenhagen Challenge-stævnet udfordrer deltagerne i den klassiske Ironman-distance, der består af: 3,8 km svømning, 180 km cykling og 42,2 km løb. Når man har type 1-diabetes som Morten Hasselbalch, er det dog ikke kun formen, men også blodsukkerreguleringen, der skal være i top.

- Diabetes fylder jo altid på den måde, at jeg skal tjekke blodsukker undervejs, og jeg skal tænke og planlægge det hele ret nøje. Jeg ved dog af erfaring, at det går ud over min præstation, hvis jeg bliver doven, springer over hvor gærdet er lavest og for eksempel lader være med at tjekke blodsukker. Så taber jeg på det i sidste ende. Det betaler sig at bruge tiden på det, hvis jeg vil undgå for eksempel kramper, hvis jeg får for højt blodsukker.

Svømning er svært

Sværere – eller rettere umuligt - er det imidlertid at tjekke blodsukkeret, når man skal svømme. I den københavnske Ironman springer cirka 1.500 triatleter i vandet ved Amager Strandpark, og det er altid lettere ”kaotisk”, som Morten beskriver det.

- Svømning er helt klart den sværeste disciplin for mig at forberede mig mentalt til. Jeg skal være meget klar i sindet og tænke mig rigtig godt om og sørge for, at jeg ikke har for lavt blodsukker, inden jeg hopper i.

Taber tre minutter

Løb er til gengæld Mortens yndlingsdisciplin - også selv om det her er sværere at få styr på blodsukkeret end ved cykling.

- Men det kan godt lade sig gøre, og har jeg et godt balanceret blodsukker gennem hele Ironman-forløbet, taber jeg kun tre minutter på at måle blodsukker. Jeg mister selvfølgelig mere i tid, hvis blodsukkeret ikke er i orden og jeg skal regulere på den ene eller anden måde.

Lige nu træner Morten cirka ti timer om ugen. Inden længe bliver træningen intensiveret til 13 timer. Følg med i Mortens træning på diabetesblog.dk. Måske du selv har nogle gode råd til andre ivrige sportsudøvere med diabetes?

Ironman

En Ironman består af 3,8 km svømning, 180 km cykling og 42,2 km løb. København er den 15. august vært for et Ironman-arrangement, der går under navnet Challenge Copenhagen. Læs mere på challengecopenhagen.com



Giv et bidrag og støt diabetesforeningens arbejde.

Vælg et bidrag (DKK):

  • Diabetesforeningen
  • Rytterkasernen 1, 5000 Odense C
  • Skindergade 38,1, 1159 København K
  • Tlf: 6612 9006
  • Fax: 6591 4908