Stressede gravide risikerer, at barnet får type 1-diabetes

06. august 2010

Kvinder med meget stresshormon i kroppen har en øget risiko for, at deres nyfødte vil udvikle type 1-diabetes. Det viser ny dansk forskning, som er blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift PLOS One.

Af Søren Biune, Kommunikation & Marketingchef i Diabetesforeningen

Af uforklarlige årsager rammes flere og flere børn af type 1-diabetes. På bare ti år er antallet af nye tilfælde af børn og unge i alderen 0-19 år med type 1-diabetes steget med 57 %. Og fremtiden ser ikke lysere ud. Internationale eksperter vurderer, at antallet af europæiske børn under 15 år med type 1-diabetes vil stige med 70 % frem til år 2020. For børn under 5 år lyder prognosen på en stigning på 100 %.

- Stigningen gælder også danske børn. Den vækst, vi ser i antallet herhjemme, betyder, at der hver dag er et dansk barn, der får konstateret type 1-diabetes. Og nu har det nye forskningsresultat vist, at stress under graviditeten er en medvirkende årsag til denne stigning, fortæller Diabetesforeningens formand Allan Flyvbjerg.

- Dette er én af mange faktorer, men nu har vi i Diabetesforeningen belæg for i samarbejde med andre behandlere, at have fokus på den forebyggende indsats, som et middel til at knække kurven i antallet af børn med type 1-diabetes.

- Der er dog fortsat lang vej endnu, før mysteriet om den eksplosive stigning i antallet af type 1-diabetes er løst, men glædeligt at Jørn Olsen fra Afdeling på Epidemiologi på Aarhus Universitet har fundet denne sammenhæng.

- Der er flere teorier som skal undersøges, bl.a. om stigende forurening, manglende D-vitamin, infektioner eller virus, for sterilt et indeklima mv. Formentlig er det ikke én ting, men mange ting som tilsammen øger risikoen, men det er glædeligt, at vi nu har fået løftet sløret for en af årsagerne, så sygdommen derigennem delvist kan forebygges.

40 års registeroplysninger ligger til grund for, at forskerne fra Afdeling på Epidemiologi på Aarhus Universitet har fundet en sammenhæng mellem gravide kvinder, som mistede et nært familiemedlem under graviditeten – som med stor sandsynlighed udløser en alvorlig stressreaktion, og den øgede risiko for, at deres ufødte barn udvikler type 1-diabetes.

I stressede situationer danner kroppen stresshormonet kortisol, som gør krop og psyke mere robust. Men et højt kortisolniveau over lang tid kan også give hormonel ubalance.

- Hvis ikke man får bearbejdet sin sorg, så kommer der en langvarig ubalance, hvilket kan føre til type 1-diabetes siger Jørn Olsen.

Forskerne mener også, at børn af kvinder, der under graviditeten bliver fyret, skilt eller oplever lignende stressende begivenheder, har større risiko for at udvikle sukkersyge.

Nogle personer kan dog klare en større stresspåvirkning end andre.

Forskerne vil nu lave forsøg, hvor de måler mængden af stresshormoner i blodet hos stressramte, for derigennem at undersøge hvilke former for stress, der kan udløse diabetes.

Læs artiklen om at kvinder med meget stresshormon i kroppen har en øget risiko for, at deres barn får type 1-diabetes på dr.dk/Nyheder.

 

Giv et bidrag og støt diabetesforeningens arbejde.

Vælg et bidrag (DKK):

  • Diabetesforeningen
  • Rytterkasernen 1, 5000 Odense C
  • Skindergade 38,1, 1159 København K
  • Tlf: 6612 9006
  • Fax: 6591 4908