Midlertidig mangel på Apidra insulin
03. oktober 2011
Medicinalfirmaet Sanofi har haft problemer på den fabrik, der laver insulintypen Apidra og forventer derfor mangel på produktet de næste måneder.
En midlertidig mangel på Apidra 3mL (insulin glulisin) ampuller til injektion, hvilket omfatter Apidra Solostar og Apidra ampuller til anvendelse i flergangspen (OptiClik og AutoPen) bliver en realitet i løbet af oktober måned i det meste af EU og altså også i Danmark.
Leveringsproblemerne forventes løst inden udgangen af 2011. Ingen andre insulinprodukter fra Sanofi som Lantus og Insuman er påvirket af problemerne med at levere Apidra.
Sanofi oplyser, at myndigheder og læger er informeret om leveringsproblemerne og har modtaget instrukser til at sikre, at patienter, der har behov for at skifte til en anden type insulin på grund af mangelen, kan gøre det. Hvis du bruger Apidra, bør du derfor kontakte din egen læge, som vil vurdere hvilken anden insulin, du eventuelt skal skifte til i perioden med mangel.
Det er vigtigt at understrege, at du aldrig må skifte insulin uden at have spurgt din læge til råds.
For information om hvornår forsyninger af Apidra vil blive genoptaget i Danmark, kan Sanofi kontaktes på telefon 45 16 70 00.