Diabetesforeningen: Usund mad ud af sportshallerne
25. oktober 2011
Ud med pommes frites, burgere og sodavand og ind med sund mad i de danske idrætshaller. Det vil være et godt tiltag for at grundlægge sunde vaner hos børn og unge og dermed bidrage til at forebygge type 2-diabetes, mener Diabetesforeningen.
Af Michael Korsbæk, journalist i Diabetesforeningen
Der er ingen gode grunde til, at danske børn og unge skal spises af med frituredrivende fastfood, når de har været i svømmehalen eller i kommunens idrætshal. I stedet bør kommunerne insistere på, at hallerne serverer sund mad, mener minister for sundhed og forebyggelse Astrid Krag (SF).
Støt det sunde valg
Diabetesforeningen er helt enig med ministeren, og mener, det er på høje tid, det sunde valg bliver en realitet de steder, hvor børn og unge færdes:
- Al erfaring viser, at sunde vaner, der grundlægges tidligt, har større chance for at holde ved ind i voksenlivet. Derfor er det en samfundsopgave at hjælpe danske familier til at træffe det sunde valg, fordi det giver bonus i det lange løb. Det giver ingen mening, at danske børn og unge, der kommer i de kommunale idrætsanlæg for at være aktive, skal sendes hjem med maven fuld af pommes frites og slik, siger Diabetesforeningens administrerende direktør, Henrik Nedergaard.
Forebyggelse bør være i top
Diabetesforeningen mener, at den nye sundhedsminister er på den rette kurs, når hun opfordrer danske kommuner til at kræve sund mad i deres idrætsanlæg. 245.000 danskere har allerede type 2-diabetes, mens yderligere 750.000 er på vej til at udvikle sygdommen. Derfor bør en effektiv forebyggelse have højeste prioritet:
- Selv om type 2-diabetes er arvelig, kan sygdommen til en vis grad forebygges. Derfor svigter vi som samfund, hvis ikke vi i det mindste gør det nemt for danskerne at vælge en sundere livsstil. Sund mad i haller, skoler og andre steder, hvor børn og unge opholder sig, er en af de mærkesager, Diabetesforeningens hovedbestyrelse netop har godkendt, siger Henrik Nedergaard.
Kommunernes ansvar
Når Astrid Krag i TV Avisen opfordrer kommunerne til at tage affære og slukke frituregryderne i sportshallerne, er det et naturligt skridt på vejen mod en bedre forebyggelse, og efter kommunalreformen er den nære forebyggelse kommunernes ansvar.
Diabetesforeningen har i sensommeren netop gennemført en kampagne for at gøre danskerne opmærksomme på, at type 2-diabetes er en meget alvorlig sygdom, som er arvelig, men kan forebygges til en vis grad ved en sund livsstil.
Bliv klogere på livsstil og diabetes, se filmen og test dig selv på kampagnens hjemmeside.
Se indslaget med sundhedsminister Astrid Krag fra TV Avisen 24. oktober 2011 (indslaget kommer 21 minutter inde i udsendelsen) her.