Ny insulintype på vej
14. september 2011
Novo Nordisk håber at introducere en helt ny generation af ultra-langtidsvirkende insuliner i 2012-2013.
Af Malene Bagger , chef for forskning & viden
og Helen H. Heidemann, journalist i Diabetesforeningen
LISSABON
Forestil dig, at det er lige meget, hvornår du tager din insulin. Du kan endda helt lade være med at tage den i flere dage. Risikoen for at få lavt blodsukker er også ganske lille, for insulinens virkningsprofil er næsten helt flad og har altså ikke et tidspunkt, hvor den topper markant.
Lyder det for godt til at være sandt? Novo Nordisk fortæller, at det er det ikke.
Ifølge medicinalgiganten har analog-insulinen degludec præcis de fordele. Danske diabetikere forventes at kunne tilbydes degludec sidst i 2012 eller i starten af 2013, hvor Novo Nordisk håber, at degludec er godkendt af de europæiske og amerikanske myndigheder.
Det oplyste direktøren for Novo Nordisks diabetesforskning, Peter Kurtzhals, til diabetes.dk, da studierne om degludec blev præsenteret på den videnskabelige diabeteskonference EASD i Lissabon.
Peter Kurtzhals beskriver degludec som en landvinding på samme niveau, som da analog-insulinerne i sin tid blev introduceret.
- Vi betragter degludec som et ligeså stort fremskridt, siger han.
Degludec er en ultra-langtidsvirkende analog- insulin, der kan bruges som basalinsulin til både type 1- og type 2-diabetikere. Studier har vist, at det er ligeså effektivt at tage det hver dag eller tre gange om ugen. Degludec behøver heller ikke at tages med et fast interval eller på et bestemt tidspunkt på dagen.
Til efteråret starter en vurdering fra de danske myndigheders side om, hvorvidt analog-insuliner er mere effektive end human insuliner. Vurderingen vil være udslagsgivende for, hvilke typer af insulin man kan få tilskud til. Generelt er analog-insuliner dyrere end de humane.
Om degludec
Opbygningsmæssigt har degludec-molekylet meget stor lighed med det humane insulinmolekyle. Når degludec injiceres i underhuden, sætter de enkelte molekyler sig automatisk sammen, således at der dannes ”perlerækker” af insulinmolekyler.
Da så store molekyler ikke kan optages fra underhuden, ligger degludec som et depot under huden. Langsomt frigives der ét insulinmolekyle af gangen fra den ene ende af ”perlerækken”, som så kan optages i kroppen.
Absorptionen fra underhuden bliver derfor langsommere og mere stabil, og en enkelt injektion kan vare i op til ca. tre dage.