Verdens Diabetes Dag 2011
11. november 2011
Diabetesforeningen markerer Verdens Diabetes Dag mandag den 14. november med en stor tværfaglig konference Diabetes Update samt en ny opsporingskampagne Mål din risiko.
Kampagnen sker i samarbejde med flere end 80 apoteker landet over for at gøre danskerne opmærksom på risikoen for at udvikle type 2-diabetes. 245.000 danskere lever allerede med diagnosen, men næsten lige så mange har type 2-diabetes uden at være klar over det.
Ud over apotekerne, som i hele uge 46 inviterer til en snak om diabetes, så har Tandlægeforeningen, Dansk Tandplejerforening, sundhedscentre, udvalgte kommuner og Diabetesforeningens lokalforeninger også modtaget kampagne materiale, som skal være med til at opspore de mange danskere, som ikke ved, de har type 2-diabetes.
Tværfaglig konference
Diabetes Update er en tværfaglig konference for behandlere og andre fagpersoner, som i det daglige er i berøring med diabetespatienter. Cirka 200 fagpersoner mødes på Diabetes Update, hvor dagens fokus bl.a. er sundhedsadfærd samt nyeste viden inden for forebyggelse og behandling af diabetiske følgesygdomme.