Pris til tandlæge Morten Grauballe
10. januar 2012
Diabetesforeningen står bag indstillingen af tandlæge, ph.d.-studerende Morten Grauballe, som i dag får overrakt 100.000 kr. fra Købmand Bernhard Rasmussen og hustru Meta Rasmussens mindelegat.
Morten Grauballe modtager det ærefulde legat som anerkendelse for sit betydningsfulde bidrag til diabetesområdet, hvor paradentose er en meget overset følgesygdom.
Morten Grauballe har specialiseret sig i paradentose og har flere internationale publikationer på området. Han er i gang med et ph.d.-arbejde omkring paradentose og diabetes på Afdeling for Parodontologi og Afdeling for Kæbekirurgi & Oral Patologi på Aarhus Universitet.
Hvis diabetes ikke er optimalt reguleret, kan den bidrage til udviklingen af tandsygdomme som tandkødsbetændelse og paradentose. Sygdommene er ofte alvorligere hos diabetikere, blandt andet fordi sår i munden kan have sværere ved at hele. Der kan desuden være en sammenhæng mellem alvorlig paradentose og udviklingen af andre diabetiske følgesygdomme som nyre- og hjertekarsygdom.