Thomas: Intet er umuligt med diabetes
36-årige Thomas Hansen har levet sine drømme ud og rejst i fjerne ender af verden på trods af sin diabetes. Han har øhoppet i Filippinerne langt fra andre turister, siddet til forhør på grænsen mellem Kina og Mongoliet, mens uniformerede toldere gennemrodede hans bagage, og sejlet flere måneder på en tømmerflåde i den canadiske ødemark.
Af Michael Korsbæk, journalist i Diabetesforeningen
 |
Lige nu har Thomas Hansen ingen planer om nye og farefulde eventyr - i stedet er der tid til at lege med hunden Victor i haven hjemme på Als i Sønderjylland.
|
Da Thomas som 11-årig fik konstateret diabetes, lå det ikke i kortene, at han skulle ende med at fare verden rundt. Hans forældre, søskende og klassekammerater i landsbyen på Als i Sønderjylland støttede ham i at tackle sygdommen bedst muligt, og selv om den betød store forandringer i hverdagen, fandt han sig hurtigt tilrette med det.
Han vurderer selv, at dét, at han aldrig har oplevet at gå i insulinchok og miste bevidstheden er en af grundene til, at han aldrig har følt sig begrænset af sygdommen:
- Jeg kan godt forstå, man måske er mere forbeholden, hvis man har haft dårlige oplevelser, men jeg har altid været velreguleret. Derfor har sygdommen aldrig været forbundet med frygt for mig, siger han.
Først da han tog nattearbejde på en fabrik, mærkede han, hvordan diabetes kan være en begrænsning:
- Der kunne jeg tydeligt mærke de legemlige begrænsninger, som diabeten giver. Jeg tabte mig meget, sov for lidt og drak for meget kaffe. Det gav svingende blodsukre, og mit langtidsblodsukker steg også. Det var en af grundene til, at jeg kun var der i et halvt år: Jeg kunne mærke, at jeg var påvirket af natarbejdet på grund af min diabetes, fortæller Thomas, som efter eget udsagn ”bed tænderne sammen” og holdt ud for at skrabe penge sammen til den første lange rejse: En to måneder lang tur med den transsibiriske jernbane fra Moskva til Beijing.
Men forinden måtte han en uge på hospitalet på grund af syreforgiftning. Netop natarbejdet før rejsen og en usund livsstil i det hele taget i det halve år var udslagsgivende, tror han.
Var i forhør
Inden Thomas tog af sted på den lange togrejse, havde han forberedt sig på primitive forhold. Han havde masser af insulin i tasken og et par adrenalin-penne til akutte situationer, som hans rejseledsager – en kusine – blev instrueret i at bruge. Det krævede en del overblik at rejse igennem den sibiriske ødemark i mange, lange stræk i bumletog, hvor adgangen til diabetesegnet kost ikke var en selvfølge.
- Jeg testede mit blodsukker mange gange og sørgede for at ligge en lille smule højt, hvis det var nødvendigt. Jeg havde altid en nødration af mad og kiks med, og ellers regulerede jeg mit insulinbehov fra dag til dag, fortæller Thomas, der i Mongoliet ved grænseovergangen oplevede at komme i forhør, fordi hans visum var udløbet.
- Tre soldater gennemrodede al bagagen og spurgte om alt muligt, men der var ingen problemer, og vi fik lov at fortsætte, siger han.
Efter at have rejst rundt i Kina med rygsæk, tog Thomas videre til Malaysia, sagde farvel til sin kusine, og rejste alene videre til Filippinerne.
- Jeg købte mere hurtigtvirkende insulin i Manila, for jeg var ved at løbe tør. Selv ude i den koldeste ørken er der efterhånden folk, der har diabetes, så man kan få insulin stort set alle steder. Og der har danskere en fordel, for det er som regel kendte produkter fra Novo Nordisk, man kan få, fortæller Thomas.
De flere lange flyveture gjorde det lidt besværligt at holde et stabilt blodsukker, men ikke noget som en dag med fred og ro ikke kunne klare, er Thomas’ oplevelse. I de meget fremmedartede egne i Asien kunne det være svært at skaffe den rigtige kost:
- Det kræver lidt omstilling at vænne sig til. Jeg kan huske, at vi var med små både rundt mellem øerne i Filippinerne, og der kunne vi ikke skaffe andet mad end det, der lige var på båden. Men hvis det er kogt ris med banan og ketchup, er det jo megasødt og slet ikke optimalt. Det kan dog gå som en nødforanstaltning, siger Thomas.
Generelt er kosten ikke et problem for en diabetiker på rejse, mener Thomas: Selv om rugbrød og andre ting ikke er tilgængelige, kan der findes erstatninger, er hans oplevelse.
Efter Asien tog han videre til New Zealand og den fantastiske natur på øerne ved Australien. På en vandretur i bjergene hjalp han ejeren af et hostel med at hugge brænde, og de to blev venner. Det endte med, at Thomas fik tilbudt et job på stedet, og han blev der i halvandet år.
På tømmerflåde i Canada
I løbet af den tid blev hostelejeren, Chris Warren, en af den rejsende danskers bedste venner, og de to talte i mange timer om rejser og eventyr, og det var der, grunden til den næste lange tur blev lagt. Men først skulle Thomas en tur hjem til Danmark igen:
Han flyttede til København og fik arbejde som frugtsælger på Strøget.
- Jeg kunne slet ikke finde mig tilrette. Der skulle bare ske noget, fortæller han om tiden tilbage i Danmark.
Et telefonopkald bragte eventyret inden for rækkevidde igen, da hostelejeren Chris ringede og foreslog, at Thomas skulle være med til at realisere en tur, som de to havde talt om, mens Thomas boede i New Zealand:
- Vi ville sejle med tømmerflåde på Yukon-floden i Canada helt ud til Beringstrædet i Alaska, forklarer Thomas og lyser op ved tanken om den eventyrlige tur, selv om den ligger mere end ti år tilbage.
Planen var, at han og vennen sammen med to andre mænd – en amerikaner og en fra New Zealand – skulle mødes i Canada, bygge tømmerflåden, planlægge turen og proviantere, før de stævnede ud på den 3.185 kilometer lange flod.
Udsigten til at tage af sted under så primitive forhold så langt fra civilisationen ville nok få mange raske til at betakke sig, men Thomas afviser, at han var bekymret på forhånd.
- Jeg tænkte: Fedt nok, jeg skal bare af sted. Vi havde undersøgt det, og Yukon-floden er den eneste lange flod med frit løb, så turen med flåden kunne lade sig gøre. Hvorfor? Bare for at gøre det, for at få oplevelsen. Så jeg solgte min bil og begyndte på forberedelserne.
Lægen frarådede det
Thomas’ far og venner prøvede ikke at tale ham fra den store rejseplan, fordi – tror Thomas – han havde bevist på sine tidligere ture, at han kunne tage vare på sig selv. Men et møde med hans diabeteslæge i København bragte ham en lille smule i tvivl:
- Lægen mente overhovedet ikke, det var en god idé. Han mente, det var for stort et sats og han kunne ikke tilråde det. Han brugte ikke ordet uansvarligt, men jeg tror, han mente det. Jeg var lidt nedtrykt, da jeg gik derfra, men lægen skulle ikke bestemme; jeg mente, jeg kendte min egen krop bedst, fastslår han.
Som sagt så gjort. Thomas mødtes med sine rejsefæller, og de begyndte at bygge tømmerflåden, men trods selvsikkerheden, var Thomas klar over, at denne rejse krævede mere end almindelig forberedelse for en diabetiker:
Han købte vandtætte, flydende sække, som normalt bruges til dykkerudstyr, til sin insulin, og medicinen blev fordelt i forskellige rygsække for at minimere risikoen for, at alt forsvandt, hvis de fire eventyrere skulle forlise med flåden.
Der var masser af mad – ris, mælkepulver, dåsemad og bønner – ombord på flåden, da de stævnede ud på den lange tur, som var beregnet til at tage flere måneder, men der var hverken GPS eller radio ombord, ligesom mobiltelefoner ikke kunne bruges i ødemarken.
- Vi var helt alene med en nødhjælpskasse til at klare akutte situationer. Jeg tænkte selvfølgelig ”hvad nu hvis”, og havde overvejelser, for vi ville virkelig være langt fra hjælp, hvis der skete noget. Og vi snakkede selvfølgelig om min diabetes, og de tre andre blev instrueret i at give akutte sprøjter, hvis det blev nødvendigt. Mine kammerater var ikke bekymrede over at have en diabetiker med, for de vidste, jeg plejede at kunne styre det, siger Thomas.
Stor triumf
Flodturen strakte sig over tre en halv måned, hvor den selvbyggede flådes 47 kvadratmeter var de fires hjem. Bygget i tre sektioner ovenpå en masse store olietønder kunne den drive af sted uden problemer på floden, og de fire eventyrere skiftedes til at have vagten. Alene i ødemarken på en stor flod, hvor de kunne sejle i op til et par uger uden at se andre mennesker, var det nødvendigt med døgnbemanding. Hver gang, de fik chancen, lagde de til ved landsbyer, sludrede med de lokale og købte forsyninger af kød, grøntsager og æg.
Det var en stor triumf for de fire, at det lykkedes, og turen blev det endegyldige bevis for Thomas: Der er intet, som er umuligt, selv om man har diabetes.
- Man skal ikke lade sig begrænse, og da slet ikke af sig selv, konkluderer Thomas, som nu har været hjemme i flere år og arbejder som sælger i en trælast.
Turen med tømmerflåden blev dog længere end beregnet, for hjemturen gik over Los Angeles i Californien, hvor han gjorde besøg hos Grace, han havde mødt på New Zealand i sin tid. De to fandt hurtigt ud af, at de skulle være mere end venner, og i november 1997 blev de gift. Efter tre år i USA har parret nu slået sig ned på Thomas’ fødeegn i det sønderjyske.
Foreløbig er der ikke andre eventyrlige rejser på tegnebrættet for den sønderjyske eventyrer.