10-12-årige
Kurset giver de 10-12-årige muligheden for at øve sig i selv at tage ansvaret for deres sygdom og håndtere reguleringen af insulin og kost uden forældrenes tilstedeværelse. Kurset er lagt an på ”learning by doing”. Gennem et aktivt ophold, udfordrer vi dem på deres sygdom, og de lærer at tage ansvar for den bedst mulige balance mellem kost, motion og medicin.
Undervisningen på kurset er primært oplevelsesbaseret og ikke traditionel tavleundervisning. Under dele af kurset er der tilknyttet en naturvejleder, der sammen med børnene laver aktiviteter i området.
Kurset er normeret til 28 deltagere og er bemandet med tre erfarne diabetessygeplejersker, en lærer, der selv er diabetiker, en madmor, tre ungdomspædagoger (hvoraf den ene også fungerer som livredder) og en nattevagt.