Følelser påvirker regulering
Forskning viser, at jeres reaktioner de første par år, efter diagnosen er stillet, har væsentlig betydning for dit barns blodsukkerregulation og for, hvordan dit barn senere hen tilpasser sig sin diabetes.
En følsom proces
De fleste børn går gennem en sorgproces, når de får konstateret diabetes. Små børn kan f.eks. både reagere med både stikkeangst og nåleskræk. For de fleste er det dog en overgangsfase, som efter nogle måneder ikke får større betydning for barnets dagligdag.
Du skal dog være opmærksomme på, at de følelsesmæssige reaktioner kan blusse op i perioder med større forandringer, f.eks. hvis jeres barn skal starte i børnehave.
Problemer før giver problemer efter
Dit barns håndtering af diabetes kan blive påvirket, hvis det har haft et vanskeligt liv med mange dårlige oplevelser, inden det fik diabetes. Har dit barn f.eks. oplevet en problematisk skilsmisse, er blevet mobbet i børnehaven eller bare har lavt selvværd, er risikoen større for, at dit barn får svært ved at tilpasse sig sit nye liv. Det kan medføre vedvarende følelser af vrede og uretfærdighed, overdreven angst for komplikationer eller lavt blodsukker.
Hvis du som mor eller far har gået og tumlet med nogle problemer, kan det også påvirke dit barns regulering. I det tilfælde kan det være en god idé at komme på forkant med problemerne og snakke dem igennem med en professionel.