Forældretryghed

Ofte tager det længere tid for forældrene end barnet, at vænne sig til et nyt liv med diabetes i hjemmet. Det er dig som forælder, der har fået det store ansvar for dit barns diabetes, og det er en stor omvæltning. For at du kan tage dig af dit barn, er du også nødt til at finde dig til rette med ansvaret.

Dit barn mærker din usikkerhed

Det er ikke usædvanligt, hvis du som forældre har skyldfølelse over at skulle påføre dit barn smerte ved at stikke det. Især hvis dit barn protesterer eller græder hver gang. Du føler nok, at det er dig, der skal beskytte dit barn mod det onde og smertefulde frem for selv at gøre dit barn ondt.

Her er det vigtigt, at du minder dig selv om, at stikkene er nødvendige, og at barnet uden dem, ville få det endnu værre. Derfor er det vigtigt, at du føler dig tryg ved situationen og udstråler, at du ved, hvad du gør. Dit barn kan mærke, hvis du er usikker, og det vil gøre dit barn endnu mere bange for at blive stukket.

Når forældrene er trygge ved at stikke deres barn, accepterer barnet ofte hurtigt at blive stukket. Børn kan også tidligt lære at stikke sig selv. Halvdelen af femårige med diabetes kan selv måle deres blodsukker.

Bearbejd din angst

Hvis du selv er bange for nåle eller blod kan det være endnu sværere at stikke dit barn og samtidig udstråle sikkerhed og tryghed. Men du er nødt til at bearbejde din frygt, f.eks. ved at øve dig på dig selv.

Hvis du efter nogle måneder stadig er opslugt af bekymring og angst, kan det være en god idé at få kontakt til andre forældre, som har længere erfaring med diabetes. Så kan du få gode råd til, hvordan du kan komme videre i processen. Det kan også hjælpe dig meget at opleve, at andre også har været igennem den samme periode, som du er i nu.

Diabetesforeningens børnefamiliegrupper er oplagte, hvis du er interesseret i kontakt til andre forældre, hvis børn også har diabetes.

Føler du ikke, det hjælper, at tale med andre forældre, kunne det være en god idé at tale med en professionel og få bearbejdet din frygt. Også selvom du måske synes, det er mest synd for barnet, da det jo ikke er dig, der har fået diabetes. Men for at kunne give dit barn tryghed, er du også nødt til selv at være tryg.

RELATERET INDHOLD

Giv et bidrag og støt børn med diabetes.


Vælg et bidrag (DKK):

  • Diabetesforeningen
  • Rytterkasernen 1, 5000 Odense C
  • Skindergade 38,1, 1159 København K
  • Tlf: 6612 9006
  • Fax: 6591 4908