Vær forberedt
Ofte ved du ikke på forhånd, hvornår dit barn vil ud at lege eller hen og spille fodbold. Leg sker på forskellige tider af dagen, ligesom det skifter fra gang til gang, hvor lang tid legen varer. Derfor vil det også være forskelligt, hvordan blodsukkeret bliver påvirket af legen.
Mål derfor blodsukkeret både før og efter dit barn er fysisk aktiv og skriv det ned. På den måde får du gjort dig nogle erfaringer om dit barns blodsukker, som du vil kunne bruge igen.
Før fysisk aktivitet
Hvis du ved, at dit barn skal ud og være fysisk aktiv, er det vigtigt, at du måler dit barns blodsukker inden aktiviteten og giver det noget at spise 1-3 timer før. Hvis dit barn skal på heldagstur og programmet f.eks. står på cykling, skiløb eller maraton, skal I mindske dit barns morgeninsulindosis med 50 %, hvis blodsukkeret ellers er normalt.
Skal dit barn træne flere dage i træk skal I nedsætte insulinmængden for hele døgnet med ca. 1/3. Nogle gange med helt op til halvdelen. Træningen gør, at der kommer sukker ind i musklerne uafhængigt af insulinen, og det er derfor ikke nok at tage mindre insulin. Dit barn er også nødt til at spise ekstra.
Er du i tvivl om, hvordan du skal forholde dig til dit barns blodsukker før den fysisk aktivitet, kan du tage en måling og få hjælp i følgende skema:
Hvis blodsukkeret er |
... skal du |
Under 7 mmol/l |
give dit barn ekstra kulhydrater, som optages langsomt. |
7-10 mmol/l |
ingenting gøre. Dit barn kan roligt være fysisk aktiv. Ved moderat og svær motion, kan du give dit barn ekstra kulhydrater før start. |
10-15 mmol/l |
ingenting gøre. Dit barn kan roligt være fysisk aktiv. Ved svær motion, kan du give dit barn ekstra kulhydrater før start. |
Over 15 mmol/l |
undersøge dit barns urin for ketonstoffer. Hvis testen er positiv er I nødt til at udsætte motionen. |
Vær opmærksom på at dit barn ikke må motionere, hvis blodsukkeret er over 16 mmol/l, der er ketonstoffer i urinen, eller hvis blodsukkeret er under 5 mmol/l
Hvis dit barn har højt eller lavt blodsukker før aktiviteten, kan du tage følgende forholdsregler:
Lavt blodsukker:
- Ved blodsukker under 5,5 mmol/l skal dit barn spise hvad der svarer til 10 g sukker, f.eks. ½ stk. brød
- Ved blodsukker under 3,5 mmol/l skal dit barn også drikker noget sødt eller tage 10 g druesukker og spise brød
- Ved fysisk aktivitet før morgenmaden og sidst på eftermiddagen er det også en god idé, at dit barn spiser lidt inden
- Ved faldende blodsukker skal dit barn også spise inden aktiviteten
Højt blodsukker:
- Ved blodsukker over 15-16 mmol/l skal dit barn have ekstra insulin (1-2 enheder hurtigtvirkende insulin) og vente ca. 1 time, før det må være fysisk aktivt
- Suppler med mad, hvis aktiviteten er langvarig og kræver kræfter
- Dit barn må aldrig være fysisk aktiv, hvis det har ketonstoffer i urinen, da tilstanden så forværres og dit barn får begyndende syreforgiftning. Giv i stedet insulin og kontroller blodsukkeret
Under fysisk aktivitet
Kortvarig motion kræver sjældent ekstra mad eller drikke. Kun ved aktivitet over mere end en halv time, kan det være en god ide, at dit barn får lidt at spise undervejs. Hvis aktiviteten er kortvarig men meget fysisk hård, kan blodsukkeret stige pga. stress-hormonerne og glucagon-stigningen. Ekstra mad vil derfor ikke være nødvendig.
Får dit barn brug for sukker under aktiviteten, skal det være noget, som optages hurtigt. Det kan f.eks. drikke væske med sukkerkoncentration på 2,5-5 g sukker pr. dl.
I følgende skema kan du se, hvor meget du skal give dit barn at spise eller drikke afhængig af, hvilken sværhedsgrad dit barns aktivitet hører ind under:
Type af aktivitet |
Blodsukkerniveau |
Kulhydratbehov |
Let |
|
|
Spadsereture og cykling indtil 30 min. |
Under 7 mmol/l Over 7 mmol/l |
10-15 g Intet |
Moderat |
|
|
Tennis, jogging, golf og cykling pr. time |
Under 7 mmol/l 7-10 mmol/l 10-15 mmol/l |
15-20 g 15-25 g Intet den 1. time - herefter 15-25 g |
Svær |
|
|
Fodbold, ishockey, basketball, håndbold, svømning og aerobic pr. time |
Under 7 mmol/l 7-10 mmol/l 10-15 mmol/l |
25-50 g 25-50 g Intet den 1. time - herefter 15-25 g |
Efter fysisk aktivitet
Når dit barn er færdig med aktiviteten, skal du kontrollere blodsukkeret og se, om det er faldet meget. Er det det, skal dit barn spise eller drikke noget sødt som f.eks. ufortyndet juice eller saft.
Har dit barn dyrket kraftig motion, kan blodsukkeret stige meget pga. stress. Hvis blodsukkeret bliver ved med at være højt, skal du give dit barn en lille dosis ekstra insulin og for også at fylde leverens depoter op igen, skal dit barn spise mere senere.
Fyld sukkerdepoterne
Det er vigtigt at genopfylde sukkerdepoterne efter hård fysisk aktivitet og det kræver mere end et måltid.
Hvis dit barn har motioneret meget eller været aktiv om aftenen, skal du give det ½ stykke brød mere, end det plejer, før sengetid.
Efter hård fysisk aktivitet kan det være godt for dit barn at spise en ekstra portion pasta, ris, brød eller kartofler. Mål efter, om den mængde dit barn spiser er passende eller om blodsukkeret stiger meget.
Mindre insulin
Har dit barn været fysisk aktiv hele dagen, skal du mindske afteninsulinen. Det er svært at angive præcist hvor meget, men du kan forsøge med:
- 2-4 enheder, hvis dit barn normalt får mellem 10 og 20 enheder afteninsulin
- 1-2 enheder, hvis dit barn normalt får under 10 enheder afteninsulin
Ved ekstrem aktivitet er det ikke nok at reducerer afteninsulinen med 1-4 enheder. Spørg dit barns behandler i det specielle tilfælde.