På sygehuset

Når dit barn får konstateret diabetes, skal det indlægges i nogle dage for at få helt styr på blodsukkeret. På sygehuset får du information om diabetes og gode råd til, hvordan du håndterer den nye situation fremover.

Dit barn undersøges

Straks efter indlæggelsen på sygehuset vil en sygeplejerske tage en blodprøve på dit barn og undersøge urinen.

Blodprøven skal vise, hvor blodsukkeret ligger i forhold til normalen. Efterfølgende vil sygeplejersken tage mange blodprøver på dit barn for at overvåge dit barns blodsukkerværdier og evt. kontrollere salte og syreophobninger i blodet.

Urinprøven afslører også om dit barn har diabetes. Personalet undersøger urinen for ketonstoffer, som er en slags syre. For mange ketonstoffer i urinen betyder, at dit barn mangler insulin i kroppen og dermed har diabetes.

Den første behandling

Personalet giver dit barn hurtigtvirkende insulin så hurtigt som muligt via en sprøjte. Det er nødvendigt for at justere stofskiftet, så dit barn allerede efter nogle timers behandling får det bedre.

Hvis dit barnet har udpræget væskemangel eller meget syreophobning i blodet, vil det blive behandlet med væske, salte eller insulin gennem drop.

Først når blodet ikke længere viser tegn på ophobede ketonstoffer, vil dit barn i stedet få behandling med langsomvirkende insulin. Det vil ofte ske allerede inden for det første døgn på sygehuset. Over de næste par dage vil personalet finde frem til, hvilken dosis dit barn skal fortsætte med, når I kommer hjem.

Undervisning om diabetes

På sygehuset vil personalet forberede dig på et nyt liv, hvor du og din familie er nødt til at tage hensyn til dit barns diabetes og indrette jeres hverdag efter det.

Den nye situation kræver lidt ekstra af dig og din familie i hverdagen. Som forældre skal du kunne måle blodsukker, give insulinindsprøjtninger og undersøge blodet eller urinen for ketonstoffer. Under indlæggelsen vil personalet derfor undervise dig og din familie intensivt i, hvad diabetes er, hvordan I skal foretage kontroller af blodsukkeret og ikke mindst hvordan du giver dit barn insulin.

Udskrivning fra sygehuset

Almindeligvis kan I blive udskrevet fra sygehuset efter at have været indlagt i to til tre dage. Det afhænger af, hvordan dit barn havde det, da I kom. Nogen gange kan I oven i købet komme hjem endnu hurtigere.

Når dit barn bliver udskrevet fra sygehuset bør der ikke være flere ketonstoffer i urinen. Samtidig skal blodsukkeret ligge på et rimeligt niveau – f.eks. 10-12 mmol/l. Dette niveau er lidt højere end, hvad det normalt skal ligge på. Men der er to gode grunde til, at personalet tillader dit barn at kommer hjem med forholdsvist højt blodsukker:

1) For det første fordi, kroppen er mere følsom over for insulin efter indlæggelsen

2) For det andet vil dit barn typisk bevæge sig mere i hjemlige omgivelser, end det vil gøre på sygehuset

Disse to faktorer gør, at blodsukkerniveauet vil falde, når I kommer hjem, og at det derfor er okay med et lidt højere niveau, når dit barn bliver udskrevet.

Giv et bidrag og støt børn med diabetes.


Vælg et bidrag (DKK):

  • Diabetesforeningen
  • Rytterkasernen 1, 5000 Odense C
  • Skindergade 38,1, 1159 København K
  • Tlf: 6612 9006
  • Fax: 6591 4908