Til kontrol
Det er meget vigtigt, at du kommer til regelmæssige kontroller på sygehuset. Her skal I tale om, hvordan du tackler din diabetes og tjekke op på dit blodsukker og din insulinregulering. F.eks. kan for lidt insulin give dig for høje blodsukre og syreophobning i kroppen. Når det sker, vil du hurtigt få det skidt, som da du fandt ud af, at du havde diabetes. I yderste konsekvens kan insulinmangel få dødelige konsekvenser for dig.
Hyppighed og undtagelser
Du skal til kontrol hver tredje måned. Derudover skal du til en udvidet undersøgelse en gang om året. Hvis der er særlige problemer med din diabetes, kan du aftale hyppigere kontroller med din behandler i en periode. Kun ved særlige lejligheder - som f.eks. ferie i udlandet - vil det være acceptabelt, at reguleringen ikke er helt så fin, som den plejer.