Aktiv ferie
Selvom ferie leder tankerne hen på afslapning, bevæger de fleste sig meget, når de rejser - og udsætter kroppen for anden fysisk aktivitet, end de er vant til. Er du en af dem, giver vi dig her nogle gode råd med på rejsen.
Inden du rejser

Inden du rejser, er det en god idé at pakke:
- Behageligt fodtøj (sandaler og kondisko) som du har gået til og som fødderne kan være i - også sidst på dagen
- Medicin, stiks og blodsukkerapparat
- Kølepung til insulin + ekstra køleelement (køb det i vores netbutik)
- Drikkeflaske til vand
- Evt. støttestrømper, hvis du skal sidde stille i længere tid i bil, fly tog eller lignende
- Druesukker og kiks
- Fodcreme og plaster
- Evt. havregryn, rugbrød (Det kan være svært at få det fiberrige brød i udlandet, hvilket du skal være opmærksom på og justere for)
Under transporten
Under transporten er det vigtigt, at du:
- Tjekker dit blodsukker under længerevarende rejse, da det kan føre til højere blodsukkerværdier end normalt
- Laver venepumpeøvelser
- Aktiverer venepumpen:
- hold gåpauser under rejsen (Undgå vinduesplads under fly- eller busturen – det er sværere at komme op at gå)
- bevæg/vip fødderne for at mindske vand i benene
- sæt dig på en stol med fødderne fladt plantet på gulvet, støt hænderne på lårene eller stolekanten, rul fødderne op på tæerne og ned igen (enten hver for sig eller samtidig). Gentag øvelsen 10 – 20 gange
- Undlader at sidde med tung bagage i skødet
- Drikker rigeligt med (alkoholfri) væske
Under ferien
Om du er i byen, ved stranden eller rundt i landet er der masser af muligheder for at bevæge dig.
Husk, at al aktivitet tæller i forhold til at holde dit blodsukker stabilt. Det er derfor vigtigt, at du kontrollerer dit blodsukker en gang imellem under ferien. Især hvis din dag er mere aktiv eller mere stillesiddende end din normale hverdag.
Vær opmærksom på at spise ofte, selvom varmen kan give mindre appetit.
Forslag til bevægelse

- I byen: Shopping, sightseeing – gerne gående, trappegang og bakket terræn
- I poolen: Træning i vand er skånsom for led - svømning og aktiviteter med badebold
- Ved stranden: Gå en tur i vandkanten (god træning for fodled og ankler), stangtennis, petanque, freesbee, vandpistoler og diverse boldspil
- Rundt omkring i sommerlandet: Minigolf, golf, trampolin, løbehjul, skateboard, basket, volley, rulleskøjter, sjipp, orienteringsløb, cykling, løb, kajak mv.
Specielt for insulinafhængige
Vær opmærksom på, at solbadning/ varme øger risikoen for lavt blodsukker, da blodcirkulationen i underhuden øges og derved giver en hurtigere optagelse af insulin.
I det varme vejr skal du være opmærksom på at drikke rigeligt vand/alkoholfri væske. Drikker du alkohol er det vigtigt, at du tjekker dit blodsukker og evt. spiser natmad, inden du går i seng.