Testmateriale

Diabetikere kan få hjælp til testmateriale i form af teststrimler, lancetter, fingerprikkere og apparater til blodsukkermåling efter bestemmelsen om hjælpemidler i lov om social service uden hensyn til økonomiske forhold.

Din mulighed for at få testmateriale afhænger af, hvordan din diabetes behandles. Socialministeriets bekendtgørelse om ydelse af hjælpemidler skelner mellem følgende behandlingsformer ved bevilling af testmateriale:

  • insulinkrævende diabetikere, diabetikere i behandling med andet godkendt injektionspræparat plus diabetikere i kombinationsbehandling med insulin og tabletter kan få det nødvendige antal teststrimler samt fingerprikker med det nødvendige antal lancetter plus halvdelen af den samlede udgift til blodsukkermåleapparatur.
  • tabletbehandlede diabetikere kan få op til 150 teststrimler, lancetter og fingerprikkere om året, såfremt lægen anser blodsukkermåling for påkrævet.

Diætbehandlede diabetikere er ikke nævnt i bekendtgørelsen og får derfor ikke hjælp til testmateriale.

Du skal søge om testmateriale i kommunens hjælpemiddelafdeling. Bemærk, at kommunerne har ret til at vælge leverandør af hjælpemidler. Det betyder, at kommunen ofte vil bestemme, at du skal købe dine testmaterialer et bestemt sted. Du har dog altid ret til "at få pengene med" til en forhandler, du selv vælger; men du får højst et beløb svarende til den pris, kommunen kunne have købt hjælpemidlet til hos sin leverandør. Kommune skal desuden sikre brugerne indflydelse, når leverandøren vælges; det sker hyppigst via Handicapråd og lokalforening.

Giv et bidrag og støt børn med diabetes.


Vælg et bidrag (DKK):

  • Diabetesforeningen
  • Rytterkasernen 1, 5000 Odense C
  • Skindergade 38,1, 1159 København K
  • Tlf: 6612 9006
  • Fax: 6591 4908