Hjælp til sygebehandling
-
Tilbage
Der kan i henhold til aktivlovens § 82 ydes hjælp til dækning af sygebehandling, medicin, tandbehandling eller lignende, hvis:
- udgiften ikke dækkes efter anden lovgivning
- du ikke selv har råd til at betale udgiften
- hvis behandlingen er nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet, dvs. behandlingen skal være lægeligt dokumenteret
Hvem kan få hjælp?
Som hovedregel er alle, som har særlige udgifter til medicin og andre behandlingsudgifter, omfattet af bestemmelsen, men i praksis er det personer med lave indtægter, der kan få hjælp.
Undtaget er dog folkepensionister samt førtidspensionister med pension fra før 01.01.03 (de gamle regler), fordi de har mulighed for at få hjælp efter reglerne om personlige tillæg i pensionslovgivningen.
Derimod er førtidspensionister med pension tilkendt efter 01.01.03 (de nye regler) omfattet af bestemmelsen, ligesom f.eks. kontanthjælpsmodtagere, studerende og andre med lave indkomster.
Der er ikke krav om, at du skal have været udsat for det, man kalder en social begivenhed - dvs. ændringer i dine forhold - for at komme i betragtning.
Økonomiske forhold
Der kan ikke ydes hjælp til dig, hvis du har indtægter eller formue, som kan dække behovet.
Kommunen skal i hvert enkelt tilfælde foretage en individuel og konkret vurdering af dine økonomiske forhold, for at kunne finde ud af, om du selv har mulighed for at afholde hele eller en del af udgiften.
Er du studerende og modtager SU, medregnes både evt. arbejdsindtægter, stipendium og lån. Dvs. du skal have udnyttet dine lånemuligheder, før du kan påregne mulighed for støtte i henhold til § 82. Dette gælder uanset om du har optaget studielån eller ej.
Der kan ikke ydes hjælp til den del af udgiften, som dækkes af en privat forsikring, f.eks. sygeforsikringen Danmark.
Hvad kan du få hjælp til?
For diabetikere kan der være tale om tandbehandling, medicinudgifter, merudgift til kost m.m. Det er stort set de samme udgifter, der kan medtages i en beregning efter servicelovens § 100, og hvis du kan få hjælp efter § 100, er det en fordel for dig.
Ansøgning
Sagsbehandlingen tager dels udgangspunkt i, om det er lægeligt velbegrundet, og dels i en økonomisk vurdering, om du evt. selv kan afholde udgiften.
Du skal henvende dig på socialforvaltningen for at søge hjælpen. Du vil få udleveret en blanket, hvorpå du skal gøre rede for dine økonomiske forhold.
-
Tilbage