Sygedagpenge

Du kan få sygedagpenge, hvis du:

er ude af stand til at arbejde pga. din egen sygdom eller er kommet til skade

  • bor i Danmark
  • betaler skat af din indtægt
  • opfylder et nærmere fastsat krav om beskæftigelse

Hvis du er syg i længere tid, igangsætter kommunens jobcenter et opfølgningsforløb. Dette gælder, hvad enten du bliver sygemeldt på jobbet, eller du bliver sygemeldt, mens du modtager dagpenge. Det gælder også i de situationer, hvor din arbejdsgiver udbetaler dig løn under din sygdom, eller hvis du er selvstændig.

Krav til opfølgning

Kommunen skal løbende følge op på sygemeldingen. Her vurderer de hver gang dit behov for behandling, optræning eller revalidering. Første opfølgning skal foretages, inden du har været sygemeldt i 8 uger. Formålet er at fremme, at du fastholder dit arbejde og hurtigst muligt bliver raskmeldt samt iværksætte den nødvendige indsats herfor. Ved hver opfølgning skal kommunen vurdere, om næste opfølgning skal foretages inden 4 eller 8 uger.

Opfølgningsplanen

Senest i tilknytning til den anden opfølgning skal der udarbejdes en skriftlig opfølgningsplan. Planen skal indeholde mål med opfølgningen samt en nærmere beskrivelse af den konkrete opfølgningsindsats. Planen skal have særlig fokus på at fastholde dig i dit arbejde og på at få dig tilbage på arbejdsmarkedet. Kommunen skal ved hver opfølgning tage stilling til behovet for at justere planen – og dermed indsatsen i din sag.

Du skal have en kopi af planen. Hvis der foretages væsentlige justeringer i planen, skal du have en kopi af den nye plan.

Ophør af sygedagpenge

Sygedagpengene ophører:

  • når du er rask
  • når kommunen vurderer, at din sygdom er stationær
  • når du har modtaget sygedagpenge i 52 uger og ikke opfylder betingelserne for forlængelse af sygedagpengene
  • når du ikke samarbejder om opfølgning, deltager i relevante undersøgelser, behandling mv.


Forlængelse af sygedagpenge - varighedsbegrænsningen

Hvis dit sygeforløb trækker ud, skal kommunen gennemføre en særlig vurdering af din sag ved udløbet af de 52 uger. Her kan kommunen forlænge udbetalingen af sygedagpenge, hvis du opfylder en af de 6 betingelser nedenfor:

  1. Der kan igangsættes revalidering, som vil bringe dig tilbage på det ordinære arbejdsmarked
  2. Der er behov for at gennemføre arbejdsprøvning eller andre afklarende foranstaltninger
  3. Du er under eller venter lægelig behandling, som forventes at kunne få dig tilbage på det ordinære arbejdsmarked inden for 2 år
  4. Du kan ikke vende tilbage til arbejdsmarkedet, men det er endnu ikke afklaret, om du skal have fleksjob eller førtidspension
  5. Du lider af en livstruende sygdom uden behandlingsmuligheder
  6. Der verserer en arbejdsskadesag
  7. Du selv eller kommunen har rejst en pensionssag

Giv et bidrag og støt børn med diabetes.


Vælg et bidrag (DKK):

  • Diabetesforeningen
  • Rytterkasernen 1, 5000 Odense C
  • Skindergade 38,1, 1159 København K
  • Tlf: 6612 9006
  • Fax: 6591 4908