Diabetes og undervægt

Der er ofte fokus på overvægt i forbindelse med diabetes – især i forbindelse med type 2-diabetes. Der er dog også en del diabetikere, der ikke har ikke brug for at tabe sig, men som i stedet har svært ved at holde vægten. 

Hvis du taber i vægt, har du brug for at justere både mad og medicin. Det er derfor meget vigtigt, at du tager kontakt til din læge, så du har styr på din diabetes. Samtidig er det en god idé at få hjælp fra en læge og/eller klinisk diætist til at finde årsagen til vægttabet. Mulige årsager kan være dårligt reguleret diabetes, sygdom, depression, glemsomhed, lille appetit m.m.

Hvis du skal undgå vægttab, er det en god idé at fordele måltiderne jævnt over dagen, så du spiser 5-6 gange.

Lille appetit?

Hvis appetitten er lille, er det hensigtsmæssigt, at du spiser mad med mere fedt og protein og med et lavere indhold af kostfibre end anbefalingerne. Du kan evt. øge sukkerindholdet, hvis det er medvirkende til, at du spiser og drikker mere. Du kan øge antallet af måltider til 7-8 måltider om dagen efter behov og appetit.

Kosttilskud

Hvis du er småt spisende, anbefaler vi, at du supplerer din kost med et dagligt vitamin- og mineraltilskud i form af 1 stk. multivitamin-mineraltablet.

Du kan anvende energi- og proteinberigede produkter som tilskud, hvis du har behov for supplement. Det er de samme produkter underernærede personer, der ikke har diabetes, anvender. Diætisten kan være behjælpelig med råd og vejledning til valg af produkt.

Det er vigtigt, at du sikrer dig, at dit blodsukker er godt reguleret, når du ændrer den daglige kost og evt. supplerer med tilskud af energi- og proteinberigede drikke. Hyppige målinger af blodsukkeret er derfor nødvendige for de fleste.

 

Giv et bidrag og støt diabetesforeningens arbejde.

Vælg et bidrag (DKK):

  • Diabetesforeningen
  • Rytterkasernen 1, 5000 Odense C
  • Skindergade 38,1, 1159 København K
  • Tlf: 6612 9006
  • Fax: 6591 4908