Motivationsgrupper
Savner du inspiration og motivation til at få styringen over din diabetes? Så prøv Diabetesforeningens motivationsgrupper.
Alle er velkomne
Diabetesforeningens motivationsgrupper er et gratis tilbud til alle med diabetes inde på livet. Selvom tilbudet primært henvender sig til type 2-diabetikere, er du også velkommen, hvis du har type 1-diabetes eller er pårørende.
Motivationsgrupperne består af 10-12 personer i alle aldre, som ønsker at ændre livsstil. Grupperne er fordelt over hele landet, så du kan deltage dér, hvor du bor.
Motivationsgrupperne mødes én gang om ugen i et par timer. Grupperne starter op 2 gange årligt i januar/februar og september og forløber over 12 uger.
Find en motivationsgruppe i din region.
Giv dig selv et godt liv
Det er ikke let at ændre vaner – og holde fast i dem. Men oftest hjælper det at have faste aftaler med andre og kunne hjælpe hinanden til at fastholde den nye livsstil. Der er derfor mange fordele for dig og dit helbred ved at deltage i en motivationsgruppe. Her kan du:
- omsætte ord til handling og få et bedre liv med diabetes
- få sundere madvaner
- indføre motion og bevægelse i dit liv
- blive motiveret og få støtte fra andre i samme situation
- blive fastholdt i de nye vaner og hjælpe de andre i gruppen til det samme
- forbedre din egenkontrol
Aktiviteter og hyggeligt samvær
Du har selv medindflydelse på, hvad der skal ske i netop din motivationsgruppe. I kan f.eks. udveksle erfaringer om livet med diabetes, gå stavgang, tage i svømmehal, lave mad eller lære at gennemskue varedeklarationer.
Instruktøren sørger for, at aktiviteterne er tilpasset gruppens ønsker og behov, så alle kan være med. Alle instruktører har selv diabetes tæt inde på livet og kender derfor til de udfordringer, du står over for i hverdagen.
Tilmeld dig en motivationsgruppe.