Lav gode aftaler

Som nydiagnosticeret er det en god idé i samråd med din læge at lægge en plan - både for hverdagen og for din behandling. Og så følge den. Det er vigtigt, at du sætter realistiske mål og tyr til venner, familie og læge for støtte og hjælp.

Det er bedre med små forandringer hen ad vejen end stor frustration, der står i vejen for et godt liv med diabetes.

Diabetes kan kræve en drastisk omlægning af livsstilen for nogen. Andre skal måske blot justere lidt på vanerne. Men nu har du chancen for at tage dit liv op til revision og fortsætte ad en vej, der tager hensyn til, at du nu er diabetiker.

Plan for hverdagen

Det er en god idé at lægge motion ind i skemaet. Sundhedsstyrelsen anbefaler 30 minutters bevægelse om dagen. Hvis du ikke er klar til længere gå- eller løbeture, så start med at indføre nye aktive vaner i hverdagen.

Det er også en god idé at lave en madplan, så du får overblik over din kost og sikrer, at du spiser sundt og varieret.

Som diabetiker er egenomsorgen en vigtig del af behandlingen. Tal med din læge om, hvad du skal være særligt opmærksom på og før det ind i din plan.

Plan for din behandling

Læg også lægebesøg ind i din plan. I Diabetesforeningens Balancekort kan du se, hvilke undersøgelser, du bør få foretaget og hvor ofte.

Tal med din læge om, hvilke behandlingsmål, du skal nå, for at opnå den optimale behandling af din diabetes. Med den rette behandling øger du chancen for flere leveår og nedsætter risikoen for følgesygdomme. I Balancekortet kan du se, hvilke mål du ideelt set bør nå i behandlingen ift. langtidsblodsukker, blodtryk og kolesteroltal. Det er dog altid en individuel vurdering fra lægen, hvor dine optimale mål ligger i forhold til anbefalingerne.

Tal også med din læge, hvis du har behov for at tabe dig eller har brug for hjælp til rygestop.

Det er en god idé at notere dine tal og følge udviklingen. På den måde kan du hele tiden justere din plan og i samråd med din læge finde den optimale behandling for dig.

Giv et bidrag og støt børn med diabetes.


Vælg et bidrag (DKK):

  • Diabetesforeningen
  • Rytterkasernen 1, 5000 Odense C
  • Skindergade 38,1, 1159 København K
  • Tlf: 6612 9006
  • Fax: 6591 4908