Diabetiker på besøg
Mad til gæster skal først og fremmeste være lækker og velsmagende. Men når du serverer mad til en diabetiker, er det også hensigtsmæssigt, at maden indeholder mindre fedt og sukker end traditionel gæstemad.
Det er en god idé at rådføre dig med din gæst inden besøget. Mange diabetikere spiser 5-6 måltider om dagen – og nogle på nogenlunde faste tidspunkter. Antallet af måltider og spisetider varierer dog fra person til person.
Inspiration til middagen
Find inspiration i Diabetesforeningens opskriftsdatabase i Velværekøkkenet. Du kan også bruge følgende gode råd som rettesnor, når du planlægger besøget:
-
Server magert kød – kalkun, kylling, okse, kalv, svin, lam eller vildt (helst uden eller kun lidt synligt fedt)
-
Server gerne fisk eller skaldyr frem for kød
-
Server altid kartofler, ris, pasta, bulgur, couscous og/eller brød til maden. Lad f.eks. brød indgå som tilbehør til forretten
-
Server altid grøntsager til maden. F.eks. salat, råkost, kogte eller dampede grøntsager. Du kan også servere ovnbagte, lynstegte og grillede grøntsager tilberedt i lidt fedtstof.
-
Spar på fedtstoffet i tilberedningen af maden. Du sparer fedt ved grill-/ovnstegning, foliestegning, kogning, dampning og i mikrobølgeovn
-
Spar på fedtstoffet i sovsen ved at bruge fedtfattig sky eller suppe, grøntsags-/eller kartoffelvand som basis. Jævn med hvedemel, majsstivelse eller sovsejævner.
-
Begræns opbagte sovse og flødesovse. Tilsæt evt. lidt 9 % fløde eller 7 % madlavningsfløde. Smag gerne sovsen til med bouillon, vin, krydderier og krydderurter.
-
Server dressing og kold sovs lavet på syrnede mælkeprodukter med 0,7 % fedt evt. suppleret med et produkt med op til 9 % fedt.
-
Server som hovedregel dressing og sovs for sig, så den enkelte selv kan afpasse mængden.
-
Dessert og kage skal som udgangspunkt være med lavt indhold af fedt og sukker med mindre du har aftalt andet med din gæst.
-
Små mængder af sukker, honning eller sirup (1-2 tsk. pr. person)
-
Skal du bruge sødestoffer, kan du md fordel vælge produkter med aspartam, acesulfam K., sakkaron, cyklamat, thaumatin, sucralose, erythritol eller neohesperidin DC. Disse sødestoffer giver nemlig ingen stigning i blodsukkeret.
-
Server et lille godt stykke sukkersødet chokolade i stedet for såkaldt sukkerfri chokolade og andre sukkerfri slikvarer og småkager. Disse varer er ofte sødet med sødestoffer, der giver stigning i blodsukkeret. Produkterne indeholder også for det meste meget fedt og kan derfor ikke anbefales.
-
Vælg chokolade med mindst 70 % kakao, hvis det skal anvendes til f.eks. dessert eller kage.
-
Drikkelse: Server gerne vin, evt. dessertvin, øl, isvand, sukkerfri sodavand (light), danskvand, kaffe og te. Undgå søde bordvine.