Jeg mødte for cirka 10 måneder siden en mand med type 1-diabetes, der er en af mine bedste venner i dag. Før havde jeg aldrig kendt en diabetiker og anede ingenting om det. I starten forsøgte han at skjule det - ville ikke gøre det til et problem, som han siger. Det gjorde, at første gang hans blodsukker gik ned, var jeg i tvivl om, hvad der skete og blev ret bange (var han blevet gal eller hvad??). Bagefter var han meget åben, og det er han altid, når jeg spørger, så det er intet problem og han har fortalt en masse.
Siden har jeg set ham gå i insulinchok med kramper, hallucinationer og vejrtrækningsproblemer (stod heldigvis ikke alene med det, og det var første og eneste gang), og tit har han været svær at få til at tage sukker, når han er nede.
Alligevel er han blevet rigtig god til at sige til mig, når det er galt og også til at tage noget, når jeg beder ham om det. Men jeg kan ikke lade være at være nervøs for, at der sker noget, når vi er sammen. Jeg kan ikke slippe tanken om, at det går galt en dag. Tænk hvis jeg står alene med ham. Jeg har svært ved at slappe af, når vi er sammen. Faktisk er det så slemt, at vi ikke længere ses så tit som tidligere.
Hvad kan jeg gøre?
Hanne
Svar: Indimellem er det mindst lige så belastende at være pårørende som at være diabetiker.
Din beretning tyder på, at hans reaktioner er helt normale. Din tvivl og usikkerhed vil enhver pårørende kunne nikke genkendende til - men det gør det jo ikke lettere.
Der er altså ikke noget usædvanligt i jeres situation med hensyn til diabetes, men der er heldigvis gode muligheder for forbedringer.
Først og fremmest skal I sørge for, at hans blodsukker blive mere stabilt ved at få en bedre balance mellem de tre M’er (Mad, Motion og Medicin). Jeg går ud fra, at han er tilmeldt et diabetesambulatorium, som kan hjælpe jer – eventuelt ved at inddrage en diætist.
Dernæst vil jeg anbefale, at I ringer til 112 og får ham på sygehus hurtigst muligt, hvis han får insulinchok igen. Det tager normalt en halv dags tid, inden man er ude af sygehuset igen.
Et par små praktiske råd fra mit eget liv med diabetes i et halvhundrede år:
- Medbring altid – og brug - en lille æblejuice og en humpel rugbrød til første afbødning af lavt blodsukker
- Tjek blodsukkeret ved sengetid og nyd et stykke natmad, hvis det er noget under 8.
- Lev så regelmæssigt som muligt og spis noget cirka hver tredje time
Jeg håber, I kan bruge nogle af rådene, som jo nødvendigvis er formuleret uden kendskab til jeres dagligliv og hans medicinering.
Endelig vil jeg da opfordre jer/dig/ham til at kontakte os og få en snak med en erfaren diabetiker om livet med diabetes.
Tilbage