Der findes en lang række såkaldte ”energiprodukter” på markedet, og diabetikeren der døjer med træthed kan selvfølgelig føle sig fristet til at bruge disse produkter til at opnå mere energi og overskud.
En del af produkterne indeholder stimulerende stoffer såsom: Guarana, russisk rod, ginseng, maté, gotu cola, rosenrod og schizandra. Dertil kommer typisk et indhold af diverse vitaminer og mineraler, og ofte er stofferne opløst i en sukkerholdig væske. Der kan altså være tale om blandingsprodukter, der kan give mere energi på mindst 3 måder:
- Ved at indeholde sukker eller sukkerforbindelser, der hurtigt kommer over i blodet.
- Ved at indeholde urter, der via koffein og lignende forbindelser stimulerer kroppen.
- Ved at indeholde de vitaminer og mineraler man eventuelt mangler.
Problemet med indholdet af stimulerende stoffer er, at kroppen vænner sig til disse, så effekten klinger af efter nogle uger. Der kan også være bivirkninger i form af besvær med at slappe af og sove. Det bedste (og billigste) du kan gøre, er derfor at lade være med at tage ”energiprodukter” og i stedet øge dit energiniveau ved en generelt sund livsstil og mental indstilling.
Drikker du meget kaffe hver dag, mister du jo også efterhånden virkningen og får ikke længere mere energi af at drikke den. En person der ikke er vant til at drikke kaffe får dog et kick af en kop stærk kaffe – måske endda så meget, at blot en enkelt kop forstyrrer søvnen.
Det er således meget uheldigt, at ”energiprodukter” kan mindske evnen til at slappe af og måske endda forstyrre søvnen. Ønsker du alligevel, at tage et stimulerende produkt, kan du muligvis klare det problem ved kun at bruge den slags tilskud om morgenen eller først på dagen.
Det er ikke smart at peppe kroppen op med stimulanser, opkvikkende urter eller meget høje doser af f.eks. vitaminer, når det kroppen virkelig behøver for at styrke vitalitet og sundhed er sund mad, god søvn, frisk luft og motion.
Men da mangel på vitaminer og mineraler (princip 3) - næsten uanset hvilke det er - vil kunne give træthed, uoplagthed eller mindre energi (sammen med de mangelsymptomer, der ellers kan forekomme), kan det være en god ide at tage en bred vitamin og mineral tablet dagligt.
Opsummerende kan følgende anbefales:
- Den bedste løsning er at få mere energi gennem en sund kost og livsstil - ikke ved at stimulere kroppen.
- Ønsker du alligevel at prøve, så indtag præparatet om morgenen og max i 2-3 uger. Start forsigtigt med halv dosering i den første uge.
- De stimulerende stoffer vil kunne påvirke stofskiftet og dermed insulinbehovet. Mål derfor blodsukker oftere end normal. Kommer der uorden i din regulering, så stop straks med præparatet.
- Tag et bredt vitamin-mineral præparat i stedet.
- Er du i behandling med f.eks. blodfortyndende eller blodtryksregulerende medicin, skal du udvise forsigtighed. Problemet med nogle ”energiprodukter” er, at de er registreret som kosttilskud. Det betyder, at der ikke er en indlægsseddel eller produktbeskrivelse tilgængelig, der fortæller om produktets eventuelle uheldige virkninger, når det tages sammen med anden medicin.
- Diskutér derfor dit brug af alternativ behandling med din læge.
Tilbage