Forskel på type 1 og type 2
TYPE 1 OG TYPE 2 – HVAD ER FORSKELLEN?
De to almindeligste typer diabetes er type 1 og type 2.
Type 1-diabetes bliver som regel diagnosticeret, når man er barn eller teenager. Man ved ikke, hvad der udløser type 1-diabetes, og sygdommen kan derfor heller ikke forebygges.
Ved type 1-diabetes ophører insulinproduktionen i kroppen fuldstændigt. Det skyldes, at kroppens eget immunforsvar dræber de celler, som producerer insulin. Blodsukkeret skal derfor reguleres med flere daglige insulininjektioner eller med insulinpumpe. Det kan være svært at få blodsukkeret til at ligge rigtigt hele tiden. Blodsukkeret ændrer sig nemlig efter, hvad man spiser og drikker, og hvor meget man spiser, drikker og bevæger sig.
Type 2-diabetes rammer primært voksne. Sygdommen er arvelig, men udløses i mange tilfælde af usund livsstil som fysisk inaktivitet og usunde madvaner. Type 2-diabetes kan derfor i en vis grad forebygges.
Ved type 2-diabetes mister kroppen gradvist evnen til at optage insulin og/eller producerer ikke tilstrækkeligt insulin. Der er flere forskellige slags medicin til behandling af type 2-diabetes. Ofte starter behandlingen med en eller flere tabletter. Mange type 2-diabetikere er på et tidspunkt nødt til at komme i behandling med insulin.
Symptomerne på både type 1 og type 2-diabetes er ekstrem tørst, hyppig vandladning eller kløe og træthed. Der er imidlertid den store forskel, at symptomerne viser sig hurtigt og voldsomt ved type 1-diabetes, mens de ofte kommer snigende ved type 2-diabetes – så man kan gå rundt med type 2-diabetes i lang tid uden at vide, man har sygdommen. Diabetesforeningen anbefaler derfor, at man går til lægen og bliver tjekket for type 2-diabetes, hvis man er i risikogruppen for sygdommen – det vil sige, hvis man kan sige ja til blot ét af de følgende spørgsmål:
- Har du hyppig tørst, vandladning eller kløe?
- Er du svært overvægtig? (BMI > 30 og/eller et taljemål > 88 cm for kvinder og > 102 cm for mænd)
- Har du en forælder eller søskende med type 2-diabetes?
- Har du haft diabetes under din graviditet?
- Får du medicin mod hjertesygdom, højt blodtryk eller forhøjet kolesterol?
Læs mere om type 1½-diabetes, MODY, prædiabetes og graviditetsdiabetes.
Se Diabetesforeningens type 2-diabetes test.
INSULIN OG BLODSUKKER
Al mad, man spiser, nedbrydes til bl.a. sukker (glukose). Insulin er nødvendigt for, at kroppens celler kan optage sukkeret fra blodet. Cellerne bruger nemlig sukker som brændstof.
For at man har det godt, skal blodsukkeret (koncentrationen af sukker i blodet) ligge mellem 4 og 8 mmol/l. Hos ikke-diabetikere regulerer kroppen automatisk blodsukkeret, mens det er diabetikernes evige kamp at få blodsukkeret til at ligge inden for normalværdierne. Bliver blodsukkertallet for højt eller for lavt (>8 eller <4), kan man blive meget dårlig, og har man et dårligt reguleret blodsukker gennem længere tid, øges risikoen for at få følgesygdomme.