Blodsukker
Når du spiser, nedbryder kroppen maden til bl.a. sukkerstoffer, som optages i blodet - blodsukker. Disse sukkerstoffer skal nu fra blodbanen og ind i cellerne i kroppens væv, for at give dig energi, så din krop kan fungere. Ligesom benzin skal ned i bilens tank for at få bilen til at køre.
Sukkerstoffer er energi
Kroppen har altså brug for sukkerstofferne i dit blod til at fremstille energi til cellernes drift, så de kan danne nye celler, lave hormoner, enzymer og noget bruges, så du kan vokse, mens resten gemmes i lever- og fedtceller til senere brug.
Insulin er nøglen
Det er insulinet i din krop, der hjælper sukkeret fra blodet og ind i cellerne. Man kan betragte insulin som nøglen til døren i cellerne. Døren skal være åben for at sukkeret kan komme ind og bruges i cellen, når den arbejder.
For højt og for lavt blodsukker
Når du har diabetes, kan sukkerstofferne fra mad og drikkevarer ikke komme ind i kroppens celler - eller har meget svært ved det. Sukkerstofferne bliver i stedet i større eller mindre omfang i blodet. Og når der er rigtigt meget sukker i blodet, udskilles der sukker i urinen.
Som diabetiker kan du opleve både for højt blodsukker og for lavt blodsukker.