Insulin
Insulin er et livsnødvendigt hormon, der hjælper med at omsætte den mad, du spiser, til energi i kroppen. Det er bugspytkirtlen, der udskiller insulin. Det gør den, når dit blodsukker stiger – altså når du spiser og drikker.
Insulinet sendes rundt til alle kroppens væv og binder sig til celleoverfladerne. Her bliver insulinet den vigtige nøgle, der åbner døren, der går mellem blodbanen og vævene. Insulinet låser altså dørene op og hjælper sukkerstofferne med at komme fra blodbanen og ind i vævene. Går døren ikke op, bliver dit blodsukker alt for højt og cellerne får ikke tilført den nødvendige energi.
Insulin og type 1-diabetes
Når du har type 1-diabates er din krop holdt op med at producere insulin. Når din krop ikke laver insulin, kan den ikke hjælpe energien fra maden ind i dine celler. Din krop får ingen brændstof og sulter. Når det sker, reagerer leveren ved at frigive noget af det lagrede fedt, så kroppen i stedet kan bruge fedt som brændstof. I den proces dannes ketonstoffer (syre), som kan gøre dig meget syg. Det er derfor livsvigtigt, at tilføre kroppen insulin, når man har type 1-diabetes.
Insulin og type 1½-diabetes
Type 1½-diabetikere producerer lidt, men ikke nok insulin. Det betyder at sukkerstofferne ikke kommer ind i cellerne. Men bliver i blodet og giver forhøjet blodsukker. I begyndelsen kan du ofte kontrollere type 1½-diabetes med sund livsstil og/eller anden medicin end insulin. Men uanset, hvor sundt, du lever som type 1½-diabetiker, vil du på et tidspunkt opleve, at du slet ikke kan styre blodsukkeret mere. På dette tidspunkt er stort set alle de insulinproducerende celler gået til grunde og insulinproduktionen derfor blevet så lav, at det er nødvendigt at få insulininjektioner. Type 1½-diabetes skal derefter behandles med insulin resten af livet
Insulin og type 2-diabetes
Når du har type 2-diabetes formår din krop ikke at udnytte insulinet så godt som ellers. Og måske producerer den heller ikke nok insulin i forhold til kroppens behov. Derfor forbliver sukkerstofferne i blodbanen og giver forhøjet blodsukker i stedet for at blive til energi. Hvis vi ser insulin som den nøgle, der kan åbne døren mellem blodbanen og cellerne, kan man sige, at der simpelthen ikke er nok nøgler eller nøglerne er de forkerte og virker ikke i døren. Dermed forbliver dørene mellem blodbanen og cellerne lukkede – og dit blodsukker bliver alt for højt.
Insulin og motion
Veltrænet muskelvæv har meget høj følsomhed for insulin – dvs. insulinet virker godt, hvis du er i god form. Utrænet muskelvæv har lavere følsomhed og fedtvæv har meget begrænset følsomhed for insulin – dvs. insulinet virker dårligt, hvis du er overvægtig eller i dårlig form.
Dette forklarer, hvordan du med fysisk aktivitet kan sænke indholdet af sukkeret i blodet. Hvis du så endvidere formår at tabe dig via en fornuftig kost, kan du reducere mængden af fedtvæv – og sænke din blodsukkerkoncentration yderligere.
Insulinets historie
Navnet insulin kommer af det latinske ord ”insula”, der betyder ”ø”. Hormonet har fået navnet, fordi det dannes i de langerhanske øer i bugspytkirtler (opkaldt efter den tyske medicinstuderende Paul Langerhans, som opdagede dem i 1869).
I 1889 opdagede Oskar Minkowski og Josef von Mering en sammenhæng mellem bugspytkirtlen og diabetes.
I 1921 havde de canadiske læger Banting og Best succes med at isolere hormonet for første gang (Banting fik Nobelprisen for opdagelsen i 1923)
11. februar 1922 blev insulin anvendt for første gang på et menneske. Siden er det blevet livsnødvendig medicin for diabetikere.
