Undersøgelse
Hver 3. måned skal du få tjekket dit blodtryk. Det systoliske blodtryk (det høje) bør ligge under 130 mmHg (ved nyresygdom under 125 mmHg). Det diastoliske blodtryk (det lave) bør ligge under 80 mmHg (ved nyresygdom under 75 mmHg).
Kolesteroltal
Mindst én gang om året skal du have tjekket dit kolesteroltal. Totalkolesterol bør ligge under 4,5 mmol/l (ved hjertekarsygdom under 4,0 mmol/l). LDL-kolesterol bør ligge under 2,5 mmol/l (ved hjertekarsygdom under 2,0 mmol/l). Ofte får du ved samme lejlighed også målt dit HDL-kolesterol og et andet mål for fedt i blodet, triglycerider. Disse mål er også vigtige for, at du selv kan forebygge, eller lægen kan behandle åreforkalkning mest optimalt.
BMI
Hvis du er overvægtig, skal du også vejes, eller dit taljemål skal måles. BMI er et udtryk for kropssammensætningen, og det bør være under 30. BMI udregnes ved at dividere vægten i kilo to gange med højden i meter (f.eks.: 70 kg divideret med 1,70 m divideret med 1,70 m). Også taljemålet er et godt redskab for evt. overvægt. Mænd bør have et taljemål under 102 cm, og kvinders taljemål bør være under 88 cm
Livsstilsfaktorer som motion, kost og rygning skal også snakkes igennem med lægen mindst én gang om året.