Nyrekomplikationer
Diabetisk nyresygdom er en følgesygdom til diabetes. Sygdommen kaldes også nefropati. God blodsukkerregulation, regelmæssig kontrol og effektiv behandling er afgørende for at undgå udvikling eller forværring af diabetisk nyresygdom.
Nyrerne fungerer som et filter, der renser blodet for affaldsstoffer. Desuden regulerer nyrerne kroppens indhold af vand og salt og justerer blodtrykket. Nyrerne består af fint forgrenede blodkar, som kaldes blodkarnøgler. Når nyrerne renser blodet løber blodet igennem blodkarnøglerne, og affaldsstoffer, salt og væske udskilles som urin. Urinen indeholder normalt ganske små mængder æggehvidestof, blandt andet stoffet albumin.
Ved diabetisk nyresygdom er det blodkarnøglerne, der ødelægges. Blodkarnøglerne erstattes med arvæv, og det betyder, at nyrerne begynder at fungere dårligere, og der kommer æggehvidestof i urinen.
Begyndende diabetiske nyresygdom kaldes også mikro-albuminuri.
Mere fremskreden diabetisk nyresygdom kaldes også makro-albuminuri.
De færreste diabetikere udvikler nyresvigt på grund af diabetisk nyresygdom. Får man nyresvigt, er det nødvendigt med enten dialyse eller en nyretransplantation.
Læs mere om nyrekomplikationer: