Årsag
Der kan være flere årsager til rejsningsproblemer og impotens.
Psykiske forhold
Det kan dreje sig om egentlige sexologiske problemer i form af manglende lyst, manglende tid, stress, eventuelle psykiske problemer eller problemer i parforholdet. Lyst til seksuelt samvær kræver for de fleste et vist overskud. Når man har en kronisk sygdom som diabetes, kan man ofte føle et manglende overskud. Tanker om sin sygdom kan være udmattende, og højt blodsukker kan gøre én træt.
Dårlig diabetesregulering
Længerevarende, dårlig diabetesregulering nedsætter både lysten og evnen til at opnå rejsning – det sidste formentlig på grund af en negativ påvirkning af nerver og blodårer til områder i og omkring penis. Læs mere om diabetisk nervesygdom. Ved åreforkalkning opstår der rejsningsproblemer, fordi der ikke tilføres nok blod til penis. Forhøjet blodtryk kan også være en årsag til rejsningsproblemer. Læs mere om hjertet og diabetes.
Andre årsager
Forskellige former for medicin kan give rejsningsproblemer. Det drejer sig mest om nervemedicin, sovemedicin og nogle, specielt ældre, former for hjerte- og blodtryksmedicin.
Tobaksrygning, overdreven alkoholindtagelse og hash har alle en negativ effekt på den seksuelle formåen.
Andre sygdomme end diabetes kan også have indflydelse på rejsning. I forbindelse med pludselig sygdom som svær forkølelse, influenza eller lignende, mister man lysten til sex. Her er der således ikke tale om impotens.