Kom godt i gang med interval-gang med ny app

12. november 2013
Tilbage

Forskningsprojektet DD2 har udviklet en applikation, InterWalk, til Iphone og Ipod, som er gratis for alle, der gerne vil i gang med at gå sig i bedre form. Intervalgang er en motionsform, som kan gavne alle med type 2-diabetes, siger Diabetesforeningens motionskonsulent.

Siden danske forskere sidste år dokumenterede, at motionsformen intervalgang er effektiv for mennesker med type 2-diabetes, har interessen for at komme i gang med gå-træningen været enorm.

Nu er der godt nyt til alle, der gerne vil i gang: Forskningsprojektet DD2 har nemlig med forskere, kommuner og Diabetesforeningen udviklet en applikation til Iphone og Ipod, der fungerer som en personlig træner, når du går intervalgang.

Stor interesse

Kirsti Pedersen

Kirsti Pedersen

Diabetesforeningens motionskonsulent, Kirsti Pedersen, har været med i arbejdet:

- Jeg har fået mange henvendelser fra mennesker med diabetes, som ville vide mere om intervalgang. Det er en motionsform, som kan udføres på alle niveauer og er konstrueret således, at den tilpasser sig den enkeltes fysiske formåen. Det er virkelig genialt, siger Kirsti Pedersen.

For alle

Intervalgang går kort fortalt ud på, at man skiftevis går i højt tempo og i normalt tempo. Med den nye app på sin Iphone og Ipod, styrer den interaktive træner, hvornår man skal skifte tempo.

Man kan gå så meget, man har lyst til, men forskerne anbefaler, at man

  • går intervalgang udenfor og ikke på løbebånd
  • som nybegynder gå intervalgang i 10-20 minutter 3 gange ugentligt
  • som let øvet gå intervalgang i 20-30 minutter 3 gange ugentligt
  • som øvet gå intervalgang i mindst 30 minutter 3 gange ugentligt

- Når man bliver virkelig skrap til intervalgang, kan man stadig få effekt af motionsformen. Man kan gradvist øge sine intervalgangsperioder med ti minutter og går oftere, så man til sidst kan gå en time fem gang om ugen. Det er naturligvis kun noget for dem, der har tid, energi og lyst, og man skal altid lytte efter sin krop. Hvis det gør ondt f.eks. i leddene, skal man ikke presse sig selv mere, forklarer Kirsti Pedersen.

Stor effekt

Jerry Ritz Intervalgang

Jerry Ritz er en af dem, der er blevet bidt af intervalgang. Foto: Claus Bjørn Larsen

Samtidig deltager man i DD2-forskningsprojektet, som undersøger effekten af intervalgang. Tidligere forsøg har vist, at mennesker med type 2-diabetes, der ikke var vant til at træne, fik en særdeles god effekt af at gå intervalgang tre gange hver uge i fire måneder: Konditionen blev i gennemsnit forbedret 17 procent, blodtrykket faldt, vægten gik ned og blodsukkeret blev mere stabilt.

Efterfølgende har intervalgang været afprøvet i kommuner og i nogle af Diabetesforeningens Motivationsgrupper. Men med den nye app kan alle interesserede komme i gang med motionsformen.

Intervalgangs-appen kan downloades fra App Store og kommer senere i en version, der kan bruges til telefoner med Android-styresystem.

Hent -app -i -app -store 

Af Michael Korsbæk mk@diabetes.dk