Sådan samarbejder du med dit barn

Har dit barn set trist ud i nogle dage, så foreslå, at I sætter jer ned og snakker om det. Lyt, lyt, lyt. Og spørg, om der er noget, du kan hjælpe med.

Hvis dit barn siger: ”Jeg vejer for meget”, vil mange forældre automatisk sige ”Nej, det gør du da slet ikke!” Men hun/han har mere brug for, at du hjælper med at rumme de svære følelser og reflektere over dem. Det kan du gøre ved at spørge ind: ”Hvad er problemet ved at være for tyk?” Så fortæller den unge måske om sin frygt for, at ingen vil være venner med ham eller hende. Og så kan I få snakket om det bagvedliggende problem – som ofte er større end det første.

... når dit barn for eksempel klager over, at det ikke vil i skole, eller at det ikke kan lide, at det er træt af at være anderledes end de andre på grund af sin diabetes. Barnet vil føle sig demotiveret, og du risikerer, at det pjækker fra skole eller holder op med at måle blodsukre.
Vis i stedet forståelse og følg de øvrige råd.

Dit barn kan ikke bruge det til noget, når du siger, at ”sådan var det også, da jeg var 17”. For nej, din ungdom var ikke magen til dit barns.

Hvis dit barn er ked af at skille sig ud på grund af sin diabetes, så prøv at hjælpe hende eller ham til at få øje på de problemer, som andre jævnaldrende tumler med. Spørg ind til, om der er andre i klassen, der har det svært? Er der nogen, der har andre sygdomme eller har mistet deres forældre? På den måde kan du hjælpe dit barn til at få et mere realistisk syn på virkeligheden og afhjælpe følelsen af at være den eneste, der har det svært.

Kilde: Diabetespsykolog Åse Nielsen.

Vent som udgangspunkt med at tale om følgesygdomme, til barnet selv bringer det på bane. Men overvej på forhånd, hvordan du vil gribe snakken an, når det en dag bliver aktuelt

Hvis dit barn fortæller om en frygt for følgesygdomme, så giv dig god tid til at lytte. Spørg nysgerrigt ind til, hvad barnet har læst, set og hørt. Tag barnets tanker alvorligt og udvis forståelse for barnets bekymringer.

Hvis du undgår at svare på barnets spørgsmål, efterlader du barnet med forestillinger og fantasier, der kan være endnu værre. Vær ærlig, men undgå tekniske detaljer, medmindre barnet spørger specifikt ind til dem. Vær opmærksom på ikke at overføre din egen angst til barnet.

Helt små børn skal have korte, konkrete svar. Lad barnet vide, at I er mange, der passer godt på ham/hende. Jo ældre, jo flere informationer.

Fortæl dit barn, at I sammen med behandlerne gør alt, hvad I kan for at give barnet et godt liv med diabetes uden følgesygdomme, og at mange i dag lever et langt og godt liv trods deres diabetes ved hjælp af bedre behandling.

Når barnets bekymringer melder sig, så undersøg fakta og tal med barnet om sandsynligheden for at blive ramt af følgesygdomme. Tal også om, hvad man selv kan gøre. Det kan give ro at vide, man selv kan gøre noget. Du kan også aflaste barnet ved at tale om, hvem i familien der har ansvar for hvad i forbindelse med diabetes.