Vi bruger cookies på diabetes.dk

På diabetes.dk bruger vi cookies til at indsamle statistik, så du kan få en bedre brugeroplevelse.
Du kan altid slette cookies fra diabetes.dk igen. Læs mere om cookies på diabetes.dk

 

Hvad er et ressourceforløb?

Et ressourceforløb er en individuel og helhedsorienteret indsats, som skal hjælpe sårbare og udsatte personer videre i livet og ind på arbejdsmarkedet.

Hvad er formålet med et ressourceforløb?

Et ressourceforløb skal sikre, at personer, som er i risiko for at komme på førtidspension, får udviklet deres arbejdsevne. Målet er, at forløbet på sigt kan hjælpe den enkelte i arbejde eller i gang med en uddannelse.

I ressourceforløbet får alle en koordinerende sagsbehandler, der er gennemgående i forløbet. Den koordinerende sagsbehandler sikrer, at indsatsen bliver koordineret og justeret undervejs. Den koordinerende sagsbehandler skal hjælpe dig med, at du gennemfører de indsatser, der bliver sat i værk.

Din sagsbehandler har også ansvaret for at varetage den enkeltes sag på tværs af sektorer og lovgivningsområder.

Hvem kan få tilbudt et ressourceforløb?

Et ressourceforløb bliver tilbudt til personer, som har komplekse problemer ud over ledighed, og som i høj grad risikerer at komme på førtidspension, hvis de ikke får en særlig indsats.

Det er ikke et krav, at du har været igennem alle eksisterende beskæftigelsesrettede tilbud, eller at du har været på offentlig forsørgelse over en længere periode, men det kan være med til at vise, at du har behov for et ressourceforløb.

Din kommune skal dog altid overveje, om en mindre indgribende indsats er tilstrækkelig, inden du bliver tilbudt et ressourceforløb, og sagen skal forelægges rehabiliteringsteamet.

Modtager du førtidspension, men har et ønske om at komme tilbage på arbejdsmarkedet, kan du også få et ressourceforløb.

Hvad indeholder i et ressourceforløb?

I ressourceforløbet får du en tværfaglig og helhedsorienteret indsats, som skal bidrage til at udvikle din arbejdsevne.

Det er dine egne mål for arbejde eller uddannelse, som er styrende for, hvilke aktiviteter der sættes i gang. Ressourceforløbene vil ofte bestå af både beskæftigelsestilbud, sociale tilbud og sundhedsmæssige tilbud, der bliver kombineret og koordineret på tværs. Det kan for eksempel være:

  • Tilbud om brobygning til uddannelse med nødvendig støtte
  • Rådgivning og støtte fra psykolog/terapeut/coach
  • Kurser i at håndtere f.eks. stress/angst
  • Aktivitetstilbud på væresteder 
  • Støtte- og kontaktperson
  • Hjælp til boligproblemer
  • Socialpædagogisk bistand
  • Behandling for misbrug
  • Mentorstøtte
  • Fritids-/frivillige aktiviteter (frivilligt socialt arbejde, foreningsarbejde)
  • Motion

Hvor længe varer et ressourceforløb?

Et ressourceforløb kan vare i et til fem år. Du kan få tilbudt flere forløb, hvis det forrige forløb ikke har ført til, at du har fået en bedre tilknytning til arbejdsmarkedet, og det derfor ikke er muligt at igangsætte andre beskæftigelsesrettede foranstaltninger som f.eks. revalidering eller fleksjob.

Forsørgelse under et ressourceforløb

Alle, der deltager i et ressourceforløb, får en ressourceforløbsydelse på samme niveau som deres hidtidige ydelse. For eksempel vil kontanthjælpsmodtagere, der får et ressourceforløb, modtage en ressourceforløbsydelse på kontanthjælpsniveau.

Ydelsen kan blive justeret undervejs i forløbet. Hvis en person på kontanthjælp for eksempel får et barn undervejs i forløbet, bliver ressourceforløbsydelsen hævet til kontanthjælpsniveau på forsørgersats.

Modtagere af ressourceforløbsydelse har ret til ferie og har i ferieperioden ret til at tage til udlandet.

Ydelsen er uafhængig af formue og en evt. ægtefælles indtægter.

Senest opdateret:
05-05-2014
Sideansvarlig
Signe Hasseriis Rådgivningschef