Vi bruger cookies på diabetes.dk

På diabetes.dk bruger vi cookies til at indsamle statistik, så du kan få en bedre brugeroplevelse.
Du kan altid slette cookies fra diabetes.dk igen. Læs mere om cookies på diabetes.dk

 

Hvem kan få et ressourceforløb?

Hvis du har komplekse problemer, der ikke kan løses gennem en almindelig indsats, skal kommunens jobcenter tilbyde dig et ressourceforløb, det vil sige et helhedsorienteret forløb med en kombination af en beskæftigelsesrettet, en social eller en sundhedsmæssig indsats.

Det er ikke et krav, at du har været igennem alle eksisterende beskæftigelsesrettede tilbud, eller at du har været langvarigt på offentlig forsørgelse, men det kan være med til at vise, at du har behov for et ressourceforløb. Kommunen skal dog altid overveje, om en mindre indgribende indsats er tilstrækkelig, inden du tilbydes et ressourceforløb og sagen skal forelægges rehabiliteringsteamet.

Modtager du førtidspension, men har et ønske om at komme tilbage på arbejdsmarkedet, kan du også få et ressourceforløb.

Indholdet i et ressourceforløb
Indsatsen kan bestå af alle former for tilbud eller andre aktiviteter, der er til rådighed på beskæftigelses-, uddannelses-, sundheds- og socialområdet.

Det kan f.eks. være:

  • Tilbud om brobygning til uddannelse med nødvendig støtte
  • Behandling for misbrug
  • Rådgivning og støtte fra psykolog/terapeut/coach
  • Kurser i at håndtere fx stress/angst
  • Hjælp til boligproblemer
  • Socialpædagogisk bistand, udredning
  • Mentorstøtte
  • Motion

Forsørgelse under et ressourceforløb
Ved visitation til et ressourceforløb får du ret til en ressourceforløbsydelse. Ydelsen svarer til din hidtidige forsørgelse, det vil sige sygedagpenge, ledighedsydelse, kontanthjælp eller evt. førtidspension. Får du en ydelse på niveau med sygedagpenge, kan du dog kun bevare denne, indtil retten til sygedagpenge ville være ophørt. Herefter får du en ressourceforløbsydelse på kontanthjælpsniveau.

Ydelsen er uafhængig af formue og en evt. ægtefælles indtægter.

En gennemgående koordinerende sagsbehandler
Hvis du skal påbegynde et ressourceforløb, skal kommunen udpege en gennemgående og koordinerende sagsbehandler til dig. Denne sagsbehandler udarbejder rehabiliteringsplanen og er ansvarlig for den efterfølgende opfølgning på planen. 
Den koordinerende sagsbehandler kan godt komme fra en anden del af kommunen end jobcenteret, men kan så kun varetage opfølgningen og ikke træffe afgørelser efter beskæftigelseslovgivningen.

Hvor længe varer et ressourceforløb 
Ressourceforløb kan vare i et til fem år. Du kan få tilbudt flere forløb, hvis det forrige forløb ikke har ført til, at du har fået en bedre tilknytning til arbejdsmarkedet, og det derfor ikke er muligt at igangsætte andre beskæftigelsesrettede foranstaltninger som f.eks. revalidering eller fleksjob.

Senest opdateret:
26-03-2014
Sideansvarlig
Signe Hasseris Rådgivningschef