Lene Bønnerup, Stenvad, vandt gavekort på 5.000 kr. til Small Danish Hotels i lykkenummerkonkurrencen i Diabetesforeningens efterårslotteri 2021. Vindernummeret var på et skrabelod, hun købte af to piger, der solgte lodder for at støtte en klassekammerat med type 1-diabetes. Gevinsten giver weekendhygge med børn og svigerdatter.
For 48-årige Lene Bønnerup er det vigtigt at støtte gode formål. Hun har i mange år spillet med i skrabelotteriet, når børn og unge sælger lodder for Diabetesforeningen for at hjælpe børn med diabetes, mens de tjener gode penge til dem selv eller fælleskassen i deres klasse eller sportsklub. Heldet var med hende, efter hun i efteråret købte skrabelodder af to piger, der ringede på døren for at støtte en klassekammerat, der har type 1-diabetes.
Det fandt Lene Bønnerup ud af, da hun i det nye år blev ringet op af Diabetesforeningen med nyheden om, at hun netop var udtrukket som vinder af lykkenummerkonkurrencens gavekort på 5.000 kr. til Small Danish Hotels. Overraskelsen var derfor ekstra stor.
– Hvor er det lækkert, jeg har vundet så fin en præmie! Og så er det sjovt, at det er, fordi jeg har lært pigerne og deres mor at kende. De er nemlig helt vilde med heste, så vi faldt i snak, da jeg sidste år søgte lidt hjælp til at passe mine ponyer. Det ville de gerne, fortæller Lene Bønnerup.
At vi alle kan have brug for hjælp, er hun meget bevidst om. Og støtten til diabetessagen betyder noget ganske særligt.
– Diabetes er en træls sygdom. Min mor havde type 2-diabetes, og det har min svigermor og en bekendt også. Jeg synes, at pengene går til et rigtig godt formål. Især støtten til børn med type 1-diabetes og deres familier. Dem vil jeg gerne hjælpe, siger Lene Bønnerup.
Vandland og wellness
Den glædelige nyhed om gevinsten delte Lene Bønnerup straks med sin datter, søn og svigerdatter, og inviterede dem på forlænget weekend med familiehygge. Hun vil finde et hotel på vestkysten, hvor der er wellness og vandland i nærheden.
– Vandland er lige noget for de unge mennesker, og wellness, det kan vi alle sammen bruge. Vi glæder os rigtig meget til at ses og få et pusterum med nogle gode dage sammen. Og pigerne, der solgte mig vinderloddet, har faktisk tilbudt at passe mine heste imens, fortæller Lene Bønnerup.
Stort tillykke til vinderen.