Mælkeprodukter og kostråd

19. maj 2010

Mælk er de senere år blevet udsat for kritik. Forskellige publikationer har beskyldt mælk for at være en unaturlig del af kosten til både voksne og børn, og senest anklager forfatterne til bogen ”Mælk og sundhed. Hvad er det du drikker?” mælk for at være stærkt medvirkende årsag til udviklingen af diabetes i Danmark.

Diabetesforeningen mener, det er vigtigt, man er kritisk overfor de kostråd, man efterlever. Det gælder uanset om rådene kommer fra forfattere, som beskriver deres egne erfaringer med kostomlægninger eller fra forskere. Man bør spise groft, grønt og varieret – og ikke på et uovervejet grundlag helt udelukke enkelte fødevarer fra sin kost. Dette gælder også for mælk.

På baggrund af oplysningerne i ”Mælk og sundhed. Hvad er det du drikker?” ser Diabetesforeningen ingen grund til at ændre på anbefalingen om, at mælkeprodukter meget fint kan indgå i den varierede kost, diabetikere bør spise.

I det hele taget finder Diabetesforeningen det usandsynligt, at en enkelt fødevare – i dette tilfælde mælk – skulle bære den overvejende del af ansvaret for udviklingen i antal diabetikere i Danmark. Det virker mere plausibelt, at der er tale om komplicerede sammenhænge, som inddrager adskillige parametre blandt andet arv, miljø og kost.

Type 2-diabetes

Den nyeste forskning i mælkeprodukters betydning for sundheden er fra april 2010, hvor en gruppe forskere fra flere forskellige britiske universitetshospitaler har sammenlignet resultater fra 38 studier om mælkeprodukter og type 2-diabetes og hjertekarsygdom.
Studierne er lavet således, at man har undersøgt en gruppe mennesker og sammenholdt deres sundhedstilstand med mælkeforbruget. Resultaterne er at dem, der har den højeste mælkeindtagelse også er dem, der har den laveste forekomst af død (alle årsager), hjertekarsygdom og type 2-diabetes.

Forskerne, der publicerede deres resultater i det videnskabelige tidsskrift Lipids, når også frem til, at der tilsyneladende er et stort mis-match mellem evidensen for og opfattelsen af at mælk skulle være skadelig.

Type 1-diabetes

Når det gælder type 1-diabetes, er det vigtigt at pointere, at der kan være en sammenhæng mellem komælk i den tidligste barnealder og senere udvikling af type 1-diabetes. Men der er ikke tale om en fastslået kendsgerning, da flere forskningsprojekter peger i hver sin retning:

Forskellige studier tyder på, at immunforsvaret hos nogle børn, reagerer usædvanligt på et bestemt stof i komælk, og som så senere kan ”trigge” udviklingen af type 1-diabetes. Dette er hverken af- eller bekræftet, og der er således en mulighed for, at komælk kan øge risikoen for at udvikle type 1-diabetes.

Modsat er der et studie, hvor man blandt mere end 6.000 børn har undersøgt deres mælkevaner fra de var babyer og sammenholdt det med deres sundhedstilstand 11-12 år senere. Resultaterne viste, at fordi børn drikker komælk – også selvom det er tidligt i livet – er der ikke en øget risiko for, at de senere udvikler type 1-diabetes.

Refencer:

  • European Journal of Nutrition 48: 243-249, 2009.
  • Journal of Autoimmunity 33: 155-164, 2009.
  • Pediatric Diabetes 9: 434-441, 2008.
  • Lipids. 2010 Apr 16

Læs mere om mælk og sundhed her:

RELATERET INDHOLD

  • Mad i hverdagen
    Læs Diabetesforeningens anbefalinger omkring mælk og syrnede mælkeprodukter i hverdagen

Giv et bidrag og støt børn med diabetes.


Vælg et bidrag (DKK):

  • Diabetesforeningen
  • Rytterkasernen 1, 5000 Odense C
  • Skindergade 38,1, 1159 København K
  • Tlf: 6612 9006
  • Fax: 6591 4908