Sol og varme gør de fleste mennesker tørstige og øger behovet for væske. Men det er ikke helt lige meget, hvad du drikker, når du har diabetes. Herunder finder du opskrifter på lækre sommerdrikke og idéer til, hvordan du pifter vandet i karaflen op, så du får nok væske i sommervarmen.

Sluk tørsten i vand

Tips til, hvordan du får drukket væske i løbet af dagen

  • Stil en kande vand i køleskabet. Så kan du følge med i, hvor meget du får drukket.
  • En drikkeflaske f.eks. på ½ l kan opfylde samme formål.
  • Stil et glas på køkkenbordet eller skrivebordet på arbejde. Det minder dig om, at du skal drikke.
  • Eller læg en seddel på bordet, hvorpå du krydser af hver gang, du har drukket et glas vand.
  • Kører du meget i bil, kan du have en køletaske med frostelementer med, så du kan have flere kolde flasker med vand til at dække tørsten i løbet af dagen.

Det er bedst at slukke tørsten i vand - som også et af de officielle 10 kostråd siger. Vand skal derfor helst være førstevalget, når du har dyrket sport, sveder i sommervarmen eller er tørstig af andre grunde.

Det er også primært vand, der er bedst til at dække kroppens væskebehov på i alt ca. 1½ l om dagen.

Hvis du hører til dem, der synes, at vand er kedeligt, kan du pifte vandet op med:

  • citronskiver
  • citronsaft
  • limeskiver
  • limesaft
  • citronmelisse eller mynte (put det i vandet og lad det trække nogle timer)
  • isterninger med frugtstykker - blåbær, jordbær, vindruer skåret i halve eller kvarte, halve skiver af kiwifrugt m.m.

Sommerdrikke

Drikke med smag?

Som supplement til vandet kan du vælge drikkevarer uden eller med et lavt indhold af kulhydrat. Dit blodsukker vil ikke stige, når du vælger drikke med højst 1 g kulhydrat pr. 100 g/ 100 ml.

  • Drikke med højst 1 g kulhydrat pr. 100 ml
  • Frugtsaft med højst 2 g kulhydrat pr. 100 ml
  • Kakaodrikke med højst 0,7 g fedt og højst 6 g kulhydrat pr. 100 ml

 

Eksempler på drikke der overholder ovenstående retningslinjer

  • Læskedrikke: Fun One, 1:11, Hopla, X-tra light og Coop light
  • Sodavand: De fleste light-sodavand og Nestea White Peach
  • Frugtsaft: Rynkeby Blandet saft light Isis Solbær og Hyldebær m.fl.
  • Kakaodrikke: Mathilde kakaomælk 0,4 % uden tilsat sukker, Cocio one, Isis kakaodrik og Le Royal choko light

I løbet af dagen kan du drikke ca. ½ l frugtsaft uden tilsat sukker. Du kan drikke kakao uden tilsat sukker som en del af din daglige mængde mælk.

Hvis du ikke er tørstig

Selv om du ikke føler tørst, har kroppen behov for en del væske – typisk ca. 1½ l om dagen. Der kan være individuelle grunde til, at du har behov for mere væske. Spørg evt. din læge, hvis du er i tvivl.