Samtale Med Lægen T1

Gode råd til lægebesøget

Skriv dine spørgsmål ned, optag samtalen, tag en ven med. Se vores 10 gode råd til et godt lægebesøg.

Det er helt normalt at blive lidt stresset, når man skal til lægen. Får man nu husket at stille alle spørgsmål, og kan man nu huske, hvad lægen sagde, efter man har forladt konsultationen?
Det oplever du måske også, selvom du efterhånden bliver vant til at gå til opfølgning hos din diabetesbehandler hver 3. måned.

Jo bedre du er forberedt, jo mere får du ud af dit lægebesøg. Det hjælper vores ti gode råd dig med.

10 gode råd til lægebesøget

    10 gode råd til lægebesøget
  • 1. Tænk over, hvad du vil tale om

    + -

    Overvej på forhånd, hvad du gerne vil tale med din behandler om. Skriv dine spørgsmål og emner ned, og medbring dine noter.

  • 2. Book eventuelt ekstra tid

    + -

    Oftest er der kun afsat 10-15 minutter til konsultationen hos din diabetesbehandler. Overvej allerede ved tidsbestillingen, om du har brug for ekstra tid og spørg, om det er en mulighed.

  • 3. Inden konsultationen

    + -

    Find ud af, om du skal have taget blodprøver inden konsultationen eller måske have en udskrift med af dine blodsukkerværdier.

  • 4. Tag gerne en ven med

    + -

    Det kan være en god idé at tage en ven eller et familiemedlem med til konsultationen. Det er godt med et ekstra sæt ører og en, der kan hjælpe med at notere svar og nye aftaler og stille afklarende spørgsmål.

  • 5. Hvis du har svært ved at huske

    + -

    Hvis du har erfaring med, at du har svært ved at huske, hvad du har talt med din behandler om, kan du bede om lov til at optage jeres samtale. Du kan også spørge, om du kan få noget information på skrift.

  • 6. Insulin og øvrig medicin

    + -

    Der findes flere forskellige typer af insulin. Måske får du også medicin for dit blodtryk og kolesteroltal. Du kan altid drøfte med din behandler, om det er den rigtige insulintype og øvrig medicin, du får, og om du eventuel skal skifte. 

  • 7. Læg ud med dine ønsker for samtalen

    + -

    Når du kommer ind til konsultationen, så fortæl din behandler, hvis du har forberedt nogle emner, som du gerne vil drøfte.

  • 8. Nyt udstyr eller anden insulintype

    + -

    Måske vil du gerne skifte din insulinpen ud med en insulinpumpe? Måske ønsker du en sensor kombineret med en fingerprikker til at måle blodsukker? Du har måske også hørt om en ny og hurtigere virkende insulintype. Det vil du gerne drøfte med din behandler.

    Stil gerne spørgsmål til den insulintype, du får, og de behandlingsredskaber, du bruger. Måske findes der noget nyere, som vil passe dig bedre.

  • 9. Spørg gerne en ekstra gang

    + -

    Vær ikke bange for at bede din behandler om at gentage eller uddybe, hvis der er noget, du ikke forstår. Du kan helt enkelt sige: ”Den fangede jeg ikke helt, vil du sige det igen med andre ord?”

  • 10. Du kan skifte behandler

    + -

    Det er vigtigt, at du og din behandler har en god dialog, så du oplever, at I har et godt samarbejde, hvor I får talt om dig, dit liv med diabetes og din behandling. Hvis samarbejdet ikke fungerer, kan du forsøge at tale med din behandler om det. Ændrer det ikke noget, kan det være en mulighed at skifte behandler. Det kan du drøfte med vedkommende.