Jeg fik diabetes i sommeren 2022. Det blev opdaget, mens jeg var på sommerferie hos mine svigerforældre i Norge – efter to måneders mærkelige følelser i kroppen.

Jeg vidste godt, at der var noget galt, og at jeg burde gå til lægen. Men jeg var midt i filmoptagelserne til TV-serien ’Maskulin’, og vi havde travlt, så jeg mistænkte stress – og ville vente til efter ferien. Jeg havde tabt mig 10 kg, var tørstig, sov dårligt og var på toilettet tre gange om natten i de sidste uger op til diagnosen.

Min svigerfar har type 1-diabetes, så da han hørte, hvordan jeg havde det, foreslog han, at vi tjekkede mit blodsukker.

Det var tårnhøjt. Det lå på 28. Jeg blev indlagt i Stavanger – og fik stemplet type 1-diabetes.

Det var et chok!

Min hverdag er blevet en del mere kontrolleret, end den har været tidligere. Det er hele tiden i mine tanker, at jeg skal holde styr på mit blodsukker. Hele dagen – også om natten.

Det at mit startforløb var hos mine svigerforældre, var ret tilfældigt – og heldigt. Vi har virkelig fået noget at bonde over. Det giver også en tryghed, at min kæreste er vokset op med en far, der har type 1-diabetes. Men det er også lidt dobbelt.

Jeg tror, at chokket og sorgen for hende har været anderledes end for mig. Fordi hun ved, hvad det drejer sig om på et helt andet niveau. Samtidig har det også været en anden tid. Hun er vokset op med, at hun skulle være klar til at gribe ind, når hendes far fik lavt blodsukker. Dengang fandtes der ikke en sensor, der kunne give alarm. Så der er mange følelser involveret.

En diabetesdiagnose påvirker ikke kun dig selv, men alle dem der er tæt på dig. For mig er der derfor også en frygt for, at jeg på grund af min diabetes kommer til at være til besvær for andre.

Jeg gider ikke, at andre skal bekymre sig om mig.

-- Artiklen fortsætter efter videoen --

Sensor gør det så meget nemmere

De første uger skulle jeg stikke mig selv i fingrene med nåle for at måle blodsukker. Det var sindssygt besværligt – det gør ondt, og man skal have en masse grej med sig overalt.

Da jeg kom hjem, blev jeg tilknyttet Steno Diabetes Center. De tilbyder alle nye med type 1-diabetes en sensor i et halvt år. Sensoren har gjort det så meget lettere at leve med diabetes. Og mit blodsukker er meget mere stabilt.

Nu ved jeg hele tiden, hvordan mit blodsukker ligger, og om det er på vej op eller på vej ned – også om natten – uden at jeg skal stikke mig.

-- Artiklen fortsætter efter videoen --

Kun at have fingerprikkeren var vildt kaotisk – og hæmmende. Jeg manglede kontrol. Og det påvirkede mig psykisk.

Sensoren giver så meget mening, for med diabetes skal jeg tænke over, hvad jeg skal spise og hvornår. Jeg skal tælle kulhydrater. Jeg skal udregne insulinmænger. Og jeg skal tænke frem.

Skal jeg ud at cykle langt? Er jeg nervøs?

Der er nogle gange, hvor jeg føler, at jeg er ved at blive lav, men så kan jeg se på sensoren, at blodsukkeret faktisk stiger. Den samme hjertebanken kan gå begge veje.

Samtidig kan den samme aktivitet påvirke blodsukkeret forskelligt fra dag til dag. Det er bare sindssygt værdifuldt og trygt at have sensoren, så du kan tjekke blodsukkeret på din telefon.

Men når det halve år er gået, er det ikke nødvendigvis muligt for mig at beholde sensoren. Det giver ingen mening for mig.

Jeg ved, at det er forskelligt fra kommune til kommune, om man kan få lov til at få en sensor. Det synes jeg virkelig, at vi skal gøre noget ved!