To ildsjæle fra Kolding deler Diabetesforeningens Behandlerpris 2022

Diabetessygeplejersker Anette Sørensen og Hanne Grunnet fra Børne- og ungeambulatoriet på Kolding Sygehus modtager i fællesskab Diabetesforeningens Behandlerpris 2022.

Behandlerpris 2022 Web
15. september 2022 | Af Birgitte Hougaard bih@diabetes.dk

Der har været usædvanligt mange nominerede til Diabetesforeningens Behandlerpris 2022, men to stod frem, og det var umuligt for dommerne at vælge den ene frem for den anden:

– Vi har fået overvældende mange indstillinger af en masse dygtige behandlere, så opløbet har været tæt. Men Anette Sørensen og Hanne Grunnet er blevet indstillet flere gange, og det er tydeligt, at de begge gør et fantastisk arbejde for børn og unge med diabetes og deres forældre. Derfor besluttede vi, at de begge fortjente dette års Behandlerpris, siger Tanja Thybo, forskningschef i Diabetesforeningen.

De to vindere er Anette Sørensen og Hanne Grunnet, der begge er diabetessygeplejesker på Børne- og ungeambulatoriet på Kolding Sygehus.

Tanja Thybo siger om de to modtagere af dette års Behandlerpris:

– Hanne Grunnet modtager Behandlerprisen for at være særligt imødekommende og villig til at gå en ekstra mil for den enkelte person med diabetes. Det er engagement som Hannes, der bærer den gode diabetesbehandling, og det fortjener anerkendelse.

– Anette Sørensen formår at skabe tryghed, lytte og hjælpe den enkelte person med diabetes - og deres forældre, som er enormt vigtige at huske i behandlingen af børn og unge med diabetes. Hun gør en vigtig forskel i familiernes liv, og derfor får hun Behandlerprisen.

Det er meget rørende, at min indsats har betydet så meget for dem. På en eller anden måde er det jo dem, der skal have en pris

Både Anette Sørensen og Hanne Grunnet er stolte over at modtage prisen:

– Jeg er virkelig stolt og taknemmelig for, at der er nogen, der har indstillet mig til den her pris. Jeg håber jo, at jeg bidrager og gør en forskel for familierne, og når nogle af dem er så glade for at komme her, at de vælger at indstille mig til den her pris, så ser jeg det også som et skulderklap. Jeg er bare rigtig, rigtig glad, siger Anette Sørensen.

– Jeg bliver meget rørt dybt inde i mit hjerte over, at familierne sætter sådan pris på det, vi gør. Det er meget rørende, at min indsats har betydet så meget for dem. På en eller anden måde er det jo dem, der skal have en pris. De står med den her store udfordring, som diabetes kan være, og de klarer det, siger Hanne Grunnet.

Diabetesforeningens Behandlerpris blev i dag overrakt på Sundhedspolitisk Åbningsdebat 2022 på Christiansborg.

Hanne Grunnet og Anette Sørensen modtager hver 5.000 kroner som personlig påskønnelse, og samtidig deler de 20.000 kroner til et diabetesrelevant projekt.

Læs også

Rekordmange nominerede til Diabetesforeningens Behandlerpris 2022